Ukrainer mistænkt for sabotage skal ifølge domstol udleveres fra Italien til Tyskland, men afgørelse ankes.

Domstol blåstempler udlevering af ukrainer i Nord Stream-sag

Lyt til artiklen

En italiensk domstol har besluttet, at en ukrainsk mand, der er mistænkt for sabotage mod Nord Stream-ledningerne, skal udleveres fra Italien til Tyskland.

Det skriver nyhedsbureauet dpa, som har fået oplysningen bekræftet af den sigtedes forsvarsadvokat.

En domstol i Bologna besluttede i september, at den ukrainske mand skulle udleveres. Men denne afgørelse ankede ukraineren.

Herefter blev sagen sendt til den italienske højesteret, som siden sendte spørgsmålet om udleveringen tilbage til domstolen i Bologna.

Her fik en nysammensat jury til opgave at vurdere sagen igen.

Den tyske anklagemyndighed oplyste i august, at den ukrainske mand var blevet anholdt af italiensk politi.

Han blev anholdt i nærheden af den italienske kystby Rimini på baggrund af en europæisk arrestordre.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters’ oplysninger vil ukraineren anke den seneste afgørelse om udleveringen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her