Trump truer med at gå ind i Nigeria

Trumps trussel var forsidestof i de nigerianske aviser søndag. Foto: Sodiq Adelakun/Ritzau Scanpix
Trumps trussel var forsidestof i de nigerianske aviser søndag. Foto: Sodiq Adelakun/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA’s præsident, Donald Trump, truer med at gå ind i Nigeria og har bedt forsvarsministeriet om at gøre klar til mulig handling, skriver han i et opslag på sit sociale medie, Truth Social. Trump hævder, at kristne i Nigeria bliver forfulgt. I Nigeria er den nordlige del primært muslimsk, mens den sydlige del primært er kristent.

»Hvis den nigerianske regering fortsætter med at tillade drabene på kristne, vil USA med det samme stoppe al nødhjælp og assistance til Nigeria og kan meget vel gå ind i det nu vanærede land med fuld kraft«, skriver præsidenten.

»Hvis vi angriber, vil det være hurtigt og ondt«, skriver han og tilføjer:

»Advarsel: Den nigerianske regering bør handle hurtigt«.

Allerede fredag meddelte Trump i et andet opslag på det sociale medie, at han har markeret Nigeria som et ’land af særlig bekymring’. Det er en betegnelse fra det amerikanske udenrigsministerium for lande, der er »involveret i alvorlige overtrædelser af religionsfriheden«.

Trump tilføjede desuden, at kristne i landet står over for en »eksistentiel trussel« og udpegede »radikale islamister« som værende ansvarlige for truslen.

»USA kan ikke stå passivt og se til, mens sådanne grusomheder finder sted i Nigeria og mange andre lande. Vi står parat, beredte og i stand til at redde vores storslåede kristne befolkning over hele verden«, skrev han fredag.

Nigerias præsident, Bola Ahmed Tinubu, afviste lørdag eftermiddag før Trumps trussel de amerikanske anklager.

»Karakteriseringen af Nigeria som religiøst intolerant afspejler ikke vores nationale virkelighed og tager heller ikke højde for regeringens konsekvente og oprigtige indsats for at sikre religions- og trosfrihed for alle nigerianere«, skrev han i et opslag på X.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her