Der er registreret 27 dødsfald, og mindst 1.000 er såret efter mandagens jordskælv i det nordlige Afghanistan.

Dødstal opjusteres efter jordskælv i Afghanistan

Der er flere meldinger om døde og tilskadekomne, men der er ikke kommet en samlet opgørelse for hele landet.  Foto: Atif Aryan/Ritzau Scanpix
Der er flere meldinger om døde og tilskadekomne, men der er ikke kommet en samlet opgørelse for hele landet.  Foto: Atif Aryan/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret tirsdag kl.16.57 med nyt dødstal.

Den afghanske regering opjusterer dødstallet til 27 og antallet af kvæstede til 1.000 efter det jordskælv, der natten til mandag ramte den nordlige del af landet, oplyser nyhedsbureauet AFP tirsdag på baggrund af en meddelelse fra Afghanistans sundhedsministerium. De fleste af dødsfaldene er registreret i provinserne Balkh og Samangan, lyder det fra ministeriet.

Landets nationale katastrofemyndighed oplyser, at de fleste af de tilskadekomne ikke er i kritisk tilstand, skriver AFP.

»Takket være indsatsen fra alle de relevante myndigheder er redningsarbejdet nu afsluttet i de berørte områder«, fortæller ministeriets talsmand Sharafat Zaman.

Ifølge en AFP-korrespondent i området ryddede lokale indbyggere tirsdag murbrokker fra deres huse i silende regnvejr, mens elforsyningen fortsat var afbrudt flere steder.

Skælvet havde epicenter 37 kilometer nordvest for storbyen Mazar-i-Sharif i provinsen Balkh og havde en dybde på 10 kilometer, oplyser den amerikanske geologiske tjeneste USGS.

Jordskælvet følger efter et andet voldsomt skælv i august, som kostede over 2.200 mennesker livet i det østlige Afghanistan. Skælvet dengang var det dødeligste i landets nyere historie og ramte et bjergområde med mange skrøbelige huse.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her