To thailandske soldater er blevet såret i grænseområdet ved Cambodja. Nu vakler våbenhvile.

Thailand truer Cambodja efter eksplosion

Lyt til artiklen

Thailand truer med at sætte en våbenhvile med Cambodja på pause.

Det skriver nyhedsbureauet AP mandag.

Den thailandske udmelding kommer, blot få timer efter at en landmineeksplosion i grænseområdet har såret to soldater fra Thailand.

Thailands regeringschef, Anutin Charnvirakul, siger, at alle handlinger, som hører under våbenhvileaftalen, vil blive indstillet, indtil Thailands krav bliver opfyldt.

Som følge af våbenhvilen skal begge parter blandt andet begynde at fjerne tunge våben og landminer fra grænsen. Thailand skal også løslade 18 cambodjanske soldater, skriver AP.

Den thailandske regeringschef uddyber dog ifølge AP ikke, hvilke krav han ønsker opfyldt.

I slutningen af oktober underskrev Thailand og Cambodja i Malaysia en våbenhvile, mens den amerikanske præsident, Donald Trump, så på.

Mandag siger Charnvirakul, at landmineeksplosionen viser, at »selv om vi troede, at truslen mod national sikkerhed var blevet mindre, så er det faktisk ikke tilfældet«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her