Den dansk-rwandiske Wenceslas Twagirayezu, der i juni fik en fængselsstraf på 20 år for folkedrabet i Rwanda, risikerer at få frataget sit danske statsborgerskab.
Det viser et fortroligt folketingssvar fra udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S), som vil indlede en sag mod Twagirayezu. Det skriver Information.
Wenceslas Twagirayezu blev i juli 2024 dømt for at have taget del i folkedrabet i Rwanda i 1994, hvor tusindvis af etniske tutsier mistede livet, ved en rwandisk domstol. I Rwanda blev han idømt 20 års fængsel.
I august sidste år kom han tilbage til Danmark, og Retten i Hillerød fik til opgave af omsætte straffen fra Rwanda til en dansk straf, som afsones her i landet.
Retten i Hillerød nåede i lighed med domstolen i den rwandiske hovedstad, Kigali, frem til fængsel i 20 år.
Gennem hele sagen har Twagirayezu nægtet sig skyldig. Han har forklaret, at han må være blevet forvekslet med en anden.
Sagen er siden blevet anket og skal nu behandles af landsretten. Det sker formentligt i januar i 2027, skriver Information.
Kaare Dybvad Bek vil afvente en endelig afgørelse af sagen, inden han vil indlede en ny sag om frakendelse af Twagirayezus statsborgerskab.
ritzau



























