Den asfalterede plads foran grænsen til Gaza er tom. Det er ellers her, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der søndag var på lynvisit i Israel, skulle se, hvordan nødhjælpen kommer ind til det krigshærgede område.
Udenrigsministerens delegation er kørt halvanden time fra Ramallah til Gaza, men kommer lidt for sent til at se lastbilerne køre ind. De israelske soldater, der møder den danske minister, forklarer, at der er kommet meget ind i dag, og at det hele kører planmæssigt.


























