Bulgariens ministerpræsident, Rosen Zjeljazkov, trækker sig efter store protester.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters torsdag.
I hovedstaden Sofia har titusindvis af demonstranter været på gaden og krævet regeringens afgang.
De mener, at mindretalsregeringen har svigtet i kampen mod korruption i et af EU’s fattigste medlemslande.
Zjeljazkov har meddelt sin afgang i en udtalelse bragt på tv torsdag, kort inden at der var planlagt en tillidsafstemning i parlamentet.
»Regeringen går af i dag«, siger han til journalister ifølge nyhedsbureauet AFP efter et møde blandt partiledere i regeringen.
Under store demonstrationer onsdag projicerede demonstranter med laserlys ordene ’Ud med mafiaen’ og ’Afgang’ op på parlamentsbygningen i Sofia.
»Jeg tror, at folkets energi vil tvinge dem gradvist til at gå af, for der er brug for så mange reformer«, sagde 64-årige Dobri Lakov, der bor i den bulgarske hovedstad, til Reuters.
Bulgarien tager møntfoden euroen i brug fra 1. januar.
ritzau



























