International styrke, der skal være en del af »robuste sikkerhedsgarantier« til Ukraine, er blandt de forslag, som Europa og USA forpligter sig til at samarbejde om som led i at sikre en aftale om fred.

Europæiske ledere forpligter sig til at samarbejde om sikkerhedsgarantier og multinational styrke i Ukraine

Foto: Lisi Niesner/Ritzau Scanpix
Foto: Lisi Niesner/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Europæiske ledere forpligter sig i en fælles udtalelse til at samarbejde om en europæisk-ledet »multinational styrke« med amerikansk støtte, som skal være med til at opretholde en forhandlet fred i Ukraine. Det fremgår af en fælles udtalelse underskrevet af blandt andet Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Danmark.

Styrken skal være en del af »robuste sikkerhedsgarantier« til Ukraine, som skal afskrække Rusland fra at bryde en eventuel fremtidig fredsaftale og skal udgøres af bidrag fra »villige« lande.

»Den (styrken, red.) vil bidrage med genopbygningen af Ukraines styrker, med at sikre det ukrainske luftrum og med at understøtte sikkerhed til havs, heriblandt ved at operere inde i Ukraine«, står der i udtalelsen.

Her fastslås det også, at Ukraines hær bør opretholde en styrke på 800.000 personer i fredstid for at kunne forsvare sig. Et tidligere amerikansk udspil satte angiveligt et loft på 600.000. I udtalelsen står desuden, at Europa og USA forpligter sig til at samarbejde om at sikre Ukraine »robuste sikkerhedsgarantier og foranstaltninger til den økonomiske genopbygning« i forbindelse med en aftale, der gør en ende på krigen.

Den fælles udtalelse kommer mandag aften, mens en lang række europæiske ledere er i Berlin for at mødes med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj. Også Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), befinder sig der. Mette Frederiksen understreger i et opslag fra Statsministeriet på det sociale medie X, at »en retfærdig og varig fred skal respektere Ukraines suverænitet«.

»Vi må ikke acceptere, at grænser flyttes med magt. Et frit og sikkert Ukraine er en forudsætning for et frit og sikkert Europa«, lyder det fra statsministeren i opslaget mandag aften.

I alt stiller 11 europæiske ledere sig bag udtalelsen mandag aften. Derudover har også EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, og EU-rådsformand Antonio Costa underskrevet den.

Zelenskyj landede i Tyskland i weekenden og har søndag og mandag holdt møder med amerikanske udsendinge, herunder USA’s særlige udsending Steve Witkoff, om en fredsaftale. Siden har Zelenskyj sagt, at møderne ikke var lette, men at der var »reelle fremskridt angående spørgsmålet om sikkerhedsgarantier«. Til gengæld signalerede præsidenten, at det var svære forhandlinger om territorier.

Rusland har indtaget store dele af Donetsk, som ligger i Østukraine. Men Ukraine holder stadig fast i omkring 20 procent af regionen, som Rusland har forsøgt at gøre krav på med en annektering, der ikke anerkendes af europæiske lande og Ukraine.

Merz: Ægte chance for fred

Den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, som er vært for mødet, ser en af de måske hidtil bedste chancer for at opnå fred – og som en start til en våbenhvile – siden begyndelsen på krigen i Ukraine.

»For første gang siden krigen begyndte, lader en våbenhvile nu til at være mulig«, skriver Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, på X mandag aften.

Tidligere har der kun været ret korte eller begrænsede våbenhviler under Ruslands invasion af Ukraine.

Selv om der er bedre fredsmuligheder end længe, er der endnu et stykke vej til en egentlig fred, lod Merz dog forstå i udtalelser tidligere mandag.

»Vi har i de seneste dage oplevet stor diplomatisk drivkraft, måske den største siden krigens begyndelse 24. februar 2022«, sagde han på et pressemøde sammen med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i Berlin.

»Vi har nu en chance for en ægte fredsproces for Ukraine. Denne spire er endnu lille, men chancen er ægte«, fortsatte Merz.

Efter et opkald med europæiske ledere mandag aften udtrykker også USA’s præsident, Donald Trump, optimisme.

»Jeg tror, at vi er tættere på nu end nogensinde før«, siger Trump ifølge nyhedsbureauet Reuters.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her