Ifølge en offentliggjort mail har Trump har rejst med Epsteins privatfly otte gange.

Epstein skrev brev om præsident med interesse for unge skønheder, som han elskede at gribe fat i skridtet

Trump har rejst med den afdøde sexforbryder Jeffrey Epsteins privatfly mindst otte gange mellem 1993 og 1996. Her ses Epstein med sin mangeårige samarbejdspartner Ghislaine Maxwell, der i 2022 blev idømt 20 års fængsel for at have hjulpet Epstein med at begå sine forbrydelser. Foto: U.s. Justice Department/Ritzau Scanpix
Trump har rejst med den afdøde sexforbryder Jeffrey Epsteins privatfly mindst otte gange mellem 1993 og 1996. Her ses Epstein med sin mangeårige samarbejdspartner Ghislaine Maxwell, der i 2022 blev idømt 20 års fængsel for at have hjulpet Epstein med at begå sine forbrydelser. Foto: U.s. Justice Department/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Opdateret tirsdag klokken 16.43

USA’s præsident, Donald Trump, er nævnt som »vores præsident« i et håndskrevet brev, som Epstein ifølge frigivne dokumenter skrev fra fængslet til en anden dømt seksualforbryder, Larry Nassar.

I brevet klagede Epstein tilsyneladende til Nassar over, at de sad fængslet, mens »præsidenten deler vores kærlighed til unge, yppige piger. Når en ung skønhed gik forbi, elskede han at »grab snatch««.

Det fremgår ifølge den britiske avis The Guardian af de dokumenter, som USA’s justitsministerium har offentliggjort tirsdag.

Det engelske udtryk ’grab snatch’ kan oversættes til ’gribe fat i skridtet’.

Larry Nassar er en tidligere amerikansk gymnastiklæge, som blev fængslet for omfattende overgreb mod kvindelige atleter.

Over 150 piger og kvinder vidnede i retten om de overgreb, Nassar havde begået mod dem. Han blev dømt og afsoner nu en dom på 60 års fængsel.

Brevet fra Epstein er poststemplet 13. august 2019. Det er tre dage efter, at han blev fundet død i en fængselscelle i New York.

»Kære L.N., som du ved nu, har jeg taget ’genvejen’ hjem. Held og lykke«, står der.

Den amerikanske tv-station CNN bemærker, at fængselspersonale kontrollerer udgående post fra de indsatte, hvilket kan give forsinkelser i afsendelsen.

Donald Trump, som også var præsident på det tidspunkt i 2019, hvor brevet til ’L.N.’ blev sendt, har gentagne gange afvist at have gjort noget forkert i forbindelse med sin relation til Epstein.

»Alle var på venskabelig fod med den fyr«, sagde han til journalister mandag.

Ved samme lejlighed gentog Trump desuden, at han ikke støtter offentliggørelsen af sagsakterne. Han siger, at det vil føre til, uskyldige mennesker ville blive hængt ud.

Trump er ikke selv anklaget for lovbrud i forbindelse med Epstein-sagen.

Fløj med Epsteins privatfly flere gange

De frigivne dokumenter viser også, at Donald Trump, har rejst med Jeffrey Epsteins privatfly mindst otte gange mellem 1993 og 1996.

Det fremgår af en e-mail sendt fra en assisterende anklager, hvis navn er blevet anonymiseret. Det er ligeledes uklart, hvem der er modtageren af e-mailen.

Den blev sendt 7. januar 2020, og i emnefeltet fremgår det, at den er en del af en mailtråd vedrørende Epsteins flyvejournaler.

På en af flyvningerne nævnes det, at Trump og Epstein sammen med en 20-årig var de eneste passagerer på flyet.

Anklageren, som står bag e-mailen, uddyber desuden, at flyvejournaler viser, at Trump ’rejste med Epsteins private jet mange flere gange, end der tidligere er blevet rapporteret, (eller som vi var klar over)’.

Trump har ellers hævdet i et opslag på sociale medier i 2024, at han »aldrig var på Epsteins fly eller på hans dumme ø«, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Epstein havde en privat ø, hvor mange af hans formodede overgreb skal være foregået.

Blandt de mindst otte gange, hvor Trump fløj med Epsteins privatfly, var Ghislaine Maxwell også om bord mindst fire gange.

Maxwell var Epsteins partner og assistent. Hun er i færd med at afsone en fængselsstraf på 20 år for at have hjulpet Epstein med at have skaffet mindreårige piger med det formål at udnytte dem seksuelt.

»På to andre flyvninger var to af passagererne kvinder, der kunne være mulige vidner i Maxwell-sagen«, står der i dokumenterne.

Det Hvide Hus er ikke umiddelbart vendt tilbage til nyhedsbureauet Reuters, der har anmodet om en kommentar til e-mailen om Trumps påståede flyrejser med Epstein i 1990’erne.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her