Der er ifølge flere medier hørt eksplosioner i Venezuelas hovedstad, Caracas, og i La Guaira og Miranda.

Meldinger om flere eksplosioner: Venezuela siger, at USA angriber landet

I de seneste måneder har USA’s præsident, Donald Trump, øget presset mod Venezuelas præsident, Nicolás Maduro. Det er endnu uvist, om eksplosionerne har noget med konflikten at gøre. Foto: Kamil Krzaczynski, Federico Parr/Ritzau Scanpix
I de seneste måneder har USA’s præsident, Donald Trump, øget presset mod Venezuelas præsident, Nicolás Maduro. Det er endnu uvist, om eksplosionerne har noget med konflikten at gøre. Foto: Kamil Krzaczynski, Federico Parr/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA har angrebet Venezuela. Sådan lyder meldingen fra Venezuelas regering efter eksplosioner i landets hovedstad Caracas.

Ifølge det amerikanske medie CBS bekræfter amerikanske embedsmænd, at det er USA, der står bag angrebet.

Ifølge regeringen er formålet med angrebene, at USA vil have adgang til Venezuelas oliereserve, som er verdens største.

Øjenvidner rapporterer til nyhedsbureauet Reuters, at der har været fly over byen, og at et område i den sydlige del er uden strøm.

Samtidig fortæller flere af CNN’s korrespondenter i Venezuela, at der har været flere eksplosioner i hovedstaden.

Området uden strøm er i nærheden af en større militærbase, hvor øjenvidner ifølge New York Times melder om lyde fra eksplosioner.

Vidnerne, som Reuters har talt med, beskriver, at de har set mindst én røgsøjle, og at der er hørt lavtflyvende fly.

Lignende meldinger har det amerikanske nyhedsbureau AP fået.

Nyhedsbureauet beskriver, at lavtflyvende fly og mindst syv eksplosioner er blevet hørt omkring klokken 02.00 lokal tid.

Der er ikke kun hørt eksplosioner i Caracas, rapporterer de venezuelanske medier Efecto Cocuyo og Tal Cual Digital.

Der er således også meldinger om eksplosioner i delstaten La Guaira, der ligger nord for Caracas, og i kystbyen Higuerote, der ligger i delstaten Miranda.

Trump har advaret om operationer på landjorden

I de seneste måneder har USA’s præsident, Donald Trump, øget presset mod Venezuelas præsident, Nicolás Maduro.

Maduro har samtidig beskyldt USA for at forsøge at opnå et regimeskifte i Venezuela for at få adgang til landets enorme oliereserver.

Før landets socialistiske regime nationaliserede olieindustrien, var den domineret af amerikanske firmaer.

Trump har tidligere sagt, at Venezuela »tog alt vores olie, for ikke så lang tid siden, og vi vil have det tilbage«.

USA’s præsident har også gentagne gange advaret om operationer på landjorden i Venezuela, samtidig med at han har øget sanktionerne mod Venezuela og USA’s tilstedeværelse i regionen.

Det amerikanske forsvarsministerium har ikke umiddelbart kommenteret meldingerne om eksplosioner over for Reuters.

Mandag hævdede USA’s præsident, at det amerikanske militær havde ødelagt en havnekaj i Venezuela.

Torsdag undgik Maduro at be- eller afkræfte, at angrebet havde fundet sted.

Opdateres

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her