Nato’s generalsekretær, Mark Rutte, afviser, at hans ros af USA’s præsident, Donald Trump, er et forsøg på at gøre kommunikationen med ham mere glat. Rutte siger, at Trump har gjort meget godt for Nato, især ved at få medlemslandene til at øge deres forsvarsudgifter.
»Jeg mener, at Donald Trump gør de rette ting for Nato«, siger Rutte på et pressemøde i Kroatien.
Nato-chefens udtalelser kommer, efter at en journalist blandt andet har henvist til, at Rutte kaldte Trump ’daddy’ under et Nato-topmøde i sommeren 2025 – og samtidig med at der er fokus på, hvilke konsekvenser den amerikanske præsidents gentagne udtalelser om Grønland kan få for militæralliancen.
»Jeg er fuldstændig overbevist om, at uden Donald Trump ville vi ikke have hele alliancen på to procent (af bnp brugt på forsvarsudgifter, red.) og på vej mod 3,5 procent«, siger han.
»Så når jeg roser nogen, er det baseret på fakta. Vi er måske uenige, men sådan ser jeg det«, fortsætter Nato-chefen på pressemødet.
Angående Grønland og Arktis siger Rutte ifølge nyhedsbureauet AFP:
»Alle allierede er enige om vigtigheden af Arktis og arktisk sikkerhed, for som vi ved, åbner søvejene sig, og der er en risiko for, at russerne og kineserne bliver mere aktive. For tiden diskuterer vi de næste skridt i det, og hvordan man sikrer en praktisk opfølgning på de diskussioner«.
ritzau
fortsæt med at læse



























