Forbuddet mod Palestine Action står dog fortsat ved magt under appelsagen, skriver AFP. Domstol slår dog fast, at gruppen går langt ud over lovlige demonstrationer og at den fremmer kriminalitet.

Britisk domstol: Forbud mod propalæstinensisk gruppe er ulovligt

Foto: Ben Stansall/Ritzau Scanpix
Foto: Ben Stansall/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det britiske forbud mod aktivistgruppen Palestine Action er ulovligt.

Det har Højesteret i Storbritannien afgjort fredag, skriver Reuters.

Forbuddet mod gruppen trådte i kraft 5. juli sidste år. Siden har det været anset som en strafbar handling at tilhøre eller støtte gruppen.

Men et panel bestående af tre dommere ved retten fandt, at forbuddet var ’uforholdsmæssigt’ og resulterede i en ’meget betydelig indblanding i retten til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed’, skriver AFP.

Dommen understreger, at Palestine Actions handlinger gik langt ud over demonstrationsfriheden.

»Menneskeretsloven beskytter ikke voldelige eller ikke-fredelige protester«, understreger højesteretten.

»Retten konkluderer, at Palestine Action er en organisation, der fremmer sit politiske mål gennem kriminalitet og opfordring til kriminalitet. En eget lille ddel af dets aktioner udgør terrorhandlinger«, fremgår det.

Den britiske indenrigsminister, Shabana Mahmood, siger, at hun er ’skuffet’ og ville appellere kendelsen.

Palestine Action er fortsat forbudt for at give regeringen mulighed for at anfægte afgørelsen, lyder det i fredagens dom.

Ifølge AFP udbrød der jubel blandt demonstranter, der var samlet uden for bygningen, da kendelsen blev annonceret.

Regeringens forbud fra 2025 har gjort det til en alvorlig forbrydelse at være medlem af Palestine Action eller at demonstrere støtte til gruppen. Straffen kan være op til 14 års fængsel.

Volker Türk, der er FN’s højkommissær for menneskerettigheder, har tidligere sagt, at forbuddet er et ’foruroligende’ misbrug af britisk terrorlovgivning.

ritzau og Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her