Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Det er primært FN - og ikke Donald Trumps fredsråd - der skal håndtere internationale kriser, mener Vatikanet.

Pave Leo afviser invitation til Trumps fredsråd

Foto: Remo Casilli/Ritzau Scanpix
Foto: Remo Casilli/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den katolske kirkes overhoved, pave Leo, kommer ikke til at deltage i et internationalt fredsråd, som er blevet etableret af den amerikanske præsident, Donald Trump.

Det fortalte Vatikanets udenrigsminister, Pietro Parolin, til journalister tidligere onsdag ifølge CNN.

Pave Leo var ellers blevet tilbudt en plads i rådet, der efter planen skal fungere som et globalt fredsbevarende organ.

Begrundelsen for pavens afvisning er blandt andet, at det ifølge Vatikanet først og fremmest er FN, der skal varetage internationale kriser.

»Det er en af de pointer, som vi har fastholdt«, sagde Pietro Parolin.

Trump etablerede fredsrådet i efteråret 2025 med det formål, at det skulle lede genopbygningen af Gaza efter to års krig i det palæstinensiske område.

Siden blev målet med fredsrådet udvidet til også at omfatte andre internationale kriser.

I spidsen for fredsrådet sidder Donald Trump.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her