Fransk udenrigsminister mener, at USA bruger en ’tragedie til politiske formål’.

Frankrig kalder USA's ambassadør til samtale efter udtalelser om drab

Foto: Alex Martin/Ritzau Scanpix
Foto: Alex Martin/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den franske udenrigsminister, Jean-Noël Barrot, vil indkalde den amerikanske ambassadør i Frankrig, Charles Kushner, til samtale.

Det siger ministeren søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Indkaldelsen skyldes amerikanske udtalelser om drabet på den franske højreaktivist Quentin Deranque.

Både USA’s ambassade i Frankrig og det amerikanske udenrigsministeriums antiterrorafdeling har sagt, at de følger tæt med i sagen. Sidstnævnte skriver, at den ’bør bekymre os alle’.

»Voldelig radikal venstrefløjspolitik er på vej frem«, skrev antiterrorafdelingen tidligere på ugen på X.

Sagen om drabet har i Frankrig øget spliden mellem højre- og venstrefløjen.

Barrot mener, at USA bruger sagen til at fremme amerikanske dagsordner.

»Vi vil indkalde den amerikanske ambassadør til samtale, da ambassaden i Frankrig har udtalt sig om denne tragedie, som vedrører det nationale fællesskab«, siger han.

»Vi afviser ethvert forsøg på at bruge denne tragedie til politiske formål«, fortsætter den franske udenrigsminister.

Deranque mistede livet efter at være blevet tævet 12. februar, hvor højre- og venstrefløjsaktivister stødte sammen.

Det skete i udkanten af en højrefløjsprotest i Lyon. Den 23-årige franskmand døde af de hovedskader, han fik.

En demonstration i Lyon med tusindvis af deltagere lørdag foregik under et stort sikkerhedsopbud, da myndighederne frygtede sammenstød mellem højre- og venstrefløjsaktivister.

Der blev råbt slagord som »retfærdighed for Quentin!« under marchen, skrev AFP.

Syv mennesker er mistænkte og under efterforskning for deres påståede rolle i drabet på Deranque.

En af dem er tidligere rådgiver i det venstreorienterede parti Det Ukuelige Frankrig (LFI), skriver nyhedsbureauet Reuters.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her