Den øverste iranske leder, ayatollah Ali Khamenei, er dræbt, bekræfter USA’s præsident Trump på Truth Social.

Trump på Truth Social: Irans øverste leder er død

Foto: Jamshid Bairami, -/Ritzau Scanpix
Foto: Jamshid Bairami, -/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA’s præsident, Donald Trump, bekræfter i et opslag på Truth Social, at Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, er død.

»Khamenei, en af de ondeste personer i historien, er død«, skriver Trump.

Han uddyber ikke, hvor informationen stammer fra.

»Dette er ikke blot retfærdighed for Irans befolkning, men for alle store amerikanere og for mennesker fra mange lande verden over, som er blevet dræbt eller lemlæstet af ayatollah Ali Khamenei og hans bande af blodtørstige bøller«, skriver han videre.

Khameneis død er ikke umiddelbart bekræftet fra iransk side. ranske statsmedier skriver tidligt natten til søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters, at flere af ayatollahens familiemedlemmer er blevet dræbt i et amerikansk-israelsk angreb. Det drejer sig ifølge statsmedierne om Khameneis datter, barnebarn, svigersøn og svigerdatter.

Lørdag aften var der meldinger om spredte jubelråb og fejringer i gaderne i Irans hovedstad, Teheran, da nyheden begyndte at brede sig om, at Trump har bekræftet den øverste leders død.

Både Trump og Netanyahu har talt om, at det igangværende angreb kan åbne op for et regimeskifte i Iran. Inden Trumps bekræftelse af ayatollahens død opfordrede Netanyahu det iranske folk til at »frigøre sig fra tyranniet«.

»Gå på gaden, og få arbejdet gjort færdigt«, sagde han ifølge britiske BBC og tilføjede, at det er »på høje tid, at I samler jer«.

Bombardementer vil fortsætte

I sit opslag på Truth Social opfordrer Trump også iranerne til at gribe chancen for forandring.

»Dette er den største chance nogensinde for det iranske folk til at tage deres land tilbage«, skriver præsidenten.

»Forhåbentlig vil IRGC (Irans Revolutionsgarde, red.) og politiet fredeligt slutte sig sammen med de iranske patrioter og arbejde sammen som én enhed for at føre landet tilbage til den storhed, det fortjener«, skriver Trump videre.

»Denne proces bør snart begynde, idet ikke alene Khameneis død, men også landet på blot én dag i høj grad er blevet ødelagt – ja, endda udslettet«, skriver den amerikanske præsident og tilføjer, at »de tunge og præcise bombardementer vil fortsætte uafbrudt hele ugen eller så længe, det er nødvendigt for at opnå vores mål om fred i Mellemøsten«.

USA og Israel indledte natten til lørdag omfattende luftangreb mod Iran. 200 israelske jagerfly deltog i det, som Israels militær har betegnet som det mest omfattende luftangreb i det israelske luftvåbens historie. Alene mod det hovedkvarter, hvor Khamenei mentes at opholde sig, blev der kastet 30 bomber, har Israels militær oplyst tidligere lørdag.

»Han var ude af stand til at undgå vores efterretningstjeneste og højt sofistikerede sporingssystemer, og i tæt samarbejde med Israel var der intet, hverken han eller de andre ledere, der er blevet dræbt sammen med ham, kunne gøre«, lyder det fra Trump.

Shahens søn glæder sig

Reza Pahlavi, som er søn af Irans afdøde shah, har lørdag hyldet meldingerne om drabet på Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei. Den islamiske republik, der afløste hans pro-vestlige far, er ophørt med at eksistere, lyder det.

»Ali Khamenei, vores tids blodtørstige tyran, morderen bag drabene på titusindvis af Irans modigste sønner og døtre, er blevet udslettet fra historien. Med hans død har den islamiske republik reelt set nået sin ende, og den vil snart blive sendt i historiens skraldespand«, skriver han i et opslag på det sociale medie X.

Den sidste shah, Mohammed Reza Pahlavi, blev væltet i 1979 efter en bølge af uroligheder i landet. Det sendte hele familien i eksil, hvorefter Iran blev omdannet til en islamisk republik

Reza Pahlavi, der bor i USA, advarer i sit opslag imod udpegelsen af en efterfølger til ayatollah Ali Khamenei. Han opfordrer landets sikkerhedsstyrker til at støtte op om en overdragelse af magten.

»Til militæret, de retshåndhævende myndigheder og sikkerhedsstyrkerne: Ethvert forsøg på at opretholde et kollapsende regime vil mislykkes. Det her er jeres sidste mulighed for at stå sammen med nationen, bidrage til at sikre Irans stabile overgang til en fri og fremgangsrig fremtid og for at tage del i opbygningen af den fremtid«, skriver han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her