Deres far var kommet hjem fra arbejde for at fejre de sidste dage af Ramadan. Under den muslimske højtid foregår livet, når solen er gået ned, og fasten er brudt, og lørdag aften var familien kørt ud for at købe søde sager og nyt tøj til den forestående Eid-fest. Det var over midnat, da de var på vej tilbage, og ikke langt fra deres hjem fik turen en tragisk slutning.
Da de havde drejet om et hjørne, havde deres mor spurgt faren, om han kunne holde ind og tage den seksårige søn Othman fra hendes skød, så hun kunne finde noget i sin taske. Sønnen på skødet havde et handikap og var blind. Så pegede laserstråler ind på dem. Moren skreg, og faren bad en bøn.


























