Angreb fra Israel i Libanon kom både før og efter varsel om evakuering. Hizbollah angriber Israel.

Israelske angreb koster 11 mennesker livet i Libanon

Foto: Katrine Houmøller/Katrine Houmøller
Foto: Katrine Houmøller/Katrine Houmøller
Lyt til artiklen

Israelske angreb har søndag kostet mindst 11 mennesker livet, heriblandt seks kvinder og et barn.

Det meddeler libanesiske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Angrebene ramte Libanon, både før og efter at Israels militær udsendte et evakueringsvarsel for ti landsbyer i syd og øst. Det skriver libanesiske medier.

Også den militante Hizbollah-bevægelse har søndag affyret raketter fra det sydlige Libanon over grænsen mod Israel.

De fortsatte angreb sker på trods af en våbenhvile, der begyndte 17. april, og som siden er blevet forlænget.

Israels militær siger, at dets angreb er rettet mod det, militæret betegner som Hizbollah-mål.

Men blandt de mål, der blev ramt, var et af civilforsvarets centre med redningsudstyr i byen Nabatieh i det sydlige Libanon.

En fotograf fra AFP så civilforsvarspersonale bjærge udstyr og bruge en båre til at fjerne iltflasker fra murbrokkerne.

Nyhedsbureauets korrespondent så store røgskyer stige op efter angreb på byerne Nabatieh og Zawtar al-Sharqiyah i det sydlige Libanon.

Den israelske hær kommenterede ikke umiddelbart angrebet efter en henvendelse fra AFP.

Hizbollah trak Libanon med ind i krigen i Mellemøsten 2. marts ved at affyre raketter mod Israel som gengældelse for drabet på Irans øverste leder i amerikansk-israelske angreb.

Ifølge vilkårene i den våbenhvile, der på papiret gælder mellem Israel og Hizbollah, forbeholder Israel sig retten til at handle mod ’planlagte, nært forestående eller igangværende angreb’.

Israelske soldater er gået ind i Libanon og opererer inden for en af Israel defineret ’gul linje’, der strækker sig omkring ti kilometer ind på Libanons sydlige grænse.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her