På en af regeringshærens baser uden for hovedstaden Khartoum sidder 41 drenge spærret inde bag høje mure. Nogle af dem har været her i mere end to år, og de ved ikke, hvornår de kommer ud.
De var mellem 8 og 17 år gamle, da de blev fanget og tilbageholdt, anklaget for at have hjulpet oprørsstyrkerne fra RSF, mens militsens soldater kontrollerede området.
Drengene fortæller, at soldaterne i virkeligheden kidnappede dem og brugte dem som børneslaver. Her fortæller tre af drengene deres historier.




























