Fuld digital adgang for 149 kr./md. i op til 6 måneder.

Schweiz skal søndag stemme om at begrænse sin befolkning. Tilhængere mener, at indvandringen er løbet løbsk, mens modstandere advarer om økonomisk kaos.

Schweiz stemmer om at sætte et loft over befolkningstallet

Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Indvandring er blevet et af de mest betændte politiske emner i Schweiz.

Og det er netop begrænsning af indvandring, som er på dagsordenen, når der søndag er folkeafstemning i det velhavende alpeland.

Her skal borgerne beslutte, om Schweiz’ befolkningstal skal begrænses til under 10 millioner frem til 2050.

I øjeblikket bor der 9,1 millioner mennesker i Schweiz, der størrelsesmæssigt er lidt mindre end Danmark.

Forslaget er fremsat af det nationalkonservative parti Schweizisk Folkeparti (SVP).

Partiet og dets tilhængere ønsker markante stramninger af indvandringen i alpelandet, hvor mere end hver fjerde indbygger er udlænding.

Omvendt advarer modstandere om økonomisk kaos og et opgør med den arbejdskraft, som landet er dybt afhængigt af.

SVP fastholder, at et loft er nødvendigt.

Partiet giver således ’masseindvandring’ skylden for en lang række problemer, lige fra boligmangel og stigende husleje til overfyldte tog og trafikpropper.

’Ni ud af ti lejligheder bygges til indvandrere’, står der ifølge AFP på en valgplakat fra SVP.

En anden opfordrer vælgerne til at ’beskytte Schweiz’.

100.000 underskrifter udløser folkeafstemning

Folkeafstemninger er en vigtig del af demokratiet i Schweiz. Der er folkeafstemninger flere gange om året.

Man kan få en afstemning afholdt, hvis man kan samle mindst 100.000 underskrifter til en sag.

Det er netop sådan, at forslaget fra SVP er blevet rejst.

Initiativet har mødt bred modstand fra både regeringen, et flertal i parlamentet og store dele af erhvervslivet.

Meningsmålingerne tyder dog på, at afstemningen kan blive tæt.

I den seneste undersøgelse fra analyseinstituttet gfs.bern, der blev offentliggjort i sidste uge, stod nej-siden til 52 procent af stemmerne.

Flere af landets største arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger har råbt vagt i gevær og kaldt forslaget et ’kaosinitiativ’.

Hele erhvervslivet er ’kraftigt imod’, siger Cristina Gaggini fra erhvervsorganisationen Economiesuisse.

Hun advarer om en forværret mangel på arbejdskraft og trusler i forhold til handelsforbindelser med EU.

Der er også kommet advarsler fra den schweiziske sundhedssektor, da næsten halvdelen af alle læger er udlændinge.

Også i hotelbranchen er mere end 50 procent af de ansatte udlændinge, oplyser brancheforeningen HotellerieSuisse til AFP.

Hvis forslaget bliver vedtaget, skal myndighederne begynde at begrænse indvandringen, så snart befolkningstallet overstiger 9,5 millioner.

Det kan ske ved at bremse tildeling af asyl og familiesammenføring. Tildeling af opholdstilladelser kan stoppes, og internationale aftaler kan genforhandles, har mediet Euronews skrevet.

Hvis befolkningen alligevel når op på 10 millioner inden 2050, vil Schweiz være forpligtet til at opsige aftalen med EU om fri bevægelighed for personer.

Siden aftalen trådte i kraft i 2002, er Schweiz’ befolkning vokset med omkring 1,7 millioner mennesker.

En såkaldt ’guillotineklausul’ betyder imidlertid, at hvis aftalen om fri bevægelighed ophæves, vil en række andre centrale aftaler med EU også automatisk bortfalde.

Det kan få store konsekvenser for schweizisk handel og landets adgang til det europæiske marked.

Sidste år gik over halvdelen af alpelandets samlede eksport til EU.

»Der er meget på spil«, siger Schweiz’ justitsminister, socialdemokraten Beat Jans, til avisen Tribune de Genève.

Han advarer om, at en vedtagelse kan udløse en schweizisk udgave af brexit.

Medlem af parlamentet for SVP Yvan Pahud mener derimod, at Schweiz er et lille land, der ikke kan udvides mere.

»Vi ønsker ikke at tage imod hele Europa«, siger han til AFP.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her