Antallet af bekræftede ebolatilfælde i Den Demokratiske Republik Congo er nået over 1000.
Det oplyser landets regering i en opdatering, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Blandt de smittede er 254 døde, lyder det.
Fredag advarede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) om, at virusset spreder sig hurtigt.
»Udbruddet er fortsat alvorligt og udvikler sig meget hurtigt«, sagde Marie-Roseline Belizaire, WHO’s chef for nødhjælp i Afrika, på et pressemøde, skriver Reuters.
»Jeg har dog set en indsats, der bliver stærkere for hver dag«.
Organisationen oplyser desuden, at den stadig kæmper for at indhente den stadig mere alvorlige situation, der har ramt den nordøstlige del af landet.
Dødelig smitte stiger og stiger – graf viser, hvor hurtigt det kan gåVerdenssundhedsorganisationen (WHO) anslår, at det aktuelle udbrud har en dødelighed på mellem 30 og 50 procent.
Smittens epicenter ligger i den østlige provins Ituri i DR Congo. Også provinserne Nord-Kivu og Syd-Kivu er hårdt ramt.
Alle tre provinser har i årevis været præget af konflikt, hvilket vanskeliggør arbejdet med at få bugt med sygdommen.
Sygdommen har også spredt sig til nabolandet Uganda, hvor flere er smittede og døde.
Udenrigsministeriet i Danmark oplyste for få dage siden, at man ville støtte ebolaindsatsen med 33 millioner kroner.
Det er den sjældne ebolavariant med navnet bundibugyo, der spreder sig. Der er ingen godkendt behandling eller vaccine mod sygdommen.
Både Læger uden Grænser og Oxfam har i sidste uge advaret om, at det fulde omfang af udbruddet fortsat er uklart.
Africa CDC advarede ligeledes om, at udbruddet kan blive det værste med ebola nogensinde.
Udbruddet blev erklæret 15. maj, og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har erklæret det for en international sundhedskrise.
ritzau
fortsæt med at læse




























