En række fremtrædende demokrater har de seneste dage trukket støtten til partikollega og kandidat til Senatet Graham Platner.
Det sker, efter at det amerikanske medie Politico mandag bragte en artikel, hvor en kvinde beskylder den 41-årige politiker for at have udsat hende for et seksuelt overgreb.
Umiddelbart herefter valgte blandt andet de demokratiske senatorer Elizabeth Warren og Ruben Gallego at trække støtten til Platner.
Samtidig gjorde Senatets demokratiske leder, Chuck Schumer, det klart, at partiet ikke vil poste penge i senatsvalget i Maine, hvor Platner er opstillet, hvis politikeren fastholder sit kandidatur.
Tirsdag sluttede også den 84-årige senator Bernie Sanders, der tidligere har forsøgt at blive demokraternes præsidentkandidat, sig til det voksende antal af demokrater, der vil have Platner til at trække sit kandidatur.
»Jeg har talt med Graham Platner om den bedste vej frem for Maine. I lyset af den seneste tids meget alvorlige beskyldninger har jeg anbefalet, at han trækker sig«, skriver Sanders ifølge nyhedsbureauet Reuters i en udtalelse.
Kvinden, der tidligere har indgået i en relation med Platner, fortæller til Politico, at Platner var meget beruset, da han i 2021 trængte ind i hendes hjem og udsatte hende for et seksuelt overgreb.
Overgrebet fortsatte ifølge kvinden, selv om hun gentagne gange bad Platner om at stoppe. Efterfølgende afbrød hun al kontakt til politikeren.
Platner afviste mandag beskyldningerne, som han kalder falske.
»Selv om omtalen er misvisende, er vi opmærksomme på de politiske konsekvenser, den vil få. Derfor bruger vi nu tid på at overveje, hvad den bedste vej frem er«, sagde han mandag i en video på det sociale medie X.
Republikanerne har i øjeblikket et flertal på 53-47 i Senatet, der er det ene af to kamre i Kongressen.
Maine betragtes ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP som en afgørende stat, hvis det skal lykkes demokraterne at vende magtbalancen i kammeret.
Ifølge AP er det nemlig i delstaterne Alaska, Maine, North Carolina og Ohio, at demokraterne umiddelbart har de bedste chancer for at erobre et sæde i Senatet fra republikanerne.
Hvis Platner bliver stående på stemmesedlen, skal han ved midtvejsvalget i november op imod den republikanske senator Susan Collins, der har haft plads i Senatet siden 1997.
Demokraterne vil få mulighed for at udpege en ny kandidat til senatsvalget i Maine, såfremt Platner trækker sit kandidatur senest den 13. juli, skriver Reuters. En ny kandidat vil i så fald skulle udpeges senest to uger efter.
ritzau
fortsæt med at læse
































