Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Andy Burnham ser ud til at blive Labours næste leder og dermed også Storbritanniens kommende premierminister.

Burnham har nok opbakning til at blive Labours nye leder

Foto: Toby Shepheard/Ritzau Scanpix
Foto: Toby Shepheard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den britiske politiker Andy Burnham har mandag sikret sig tilstrækkelig parlamentarisk opbakning til at blive den næste leder af Labour.

Konkret har han opbakning fra 349 parlamentsmedlemmer, og dermed er det matematisk ikke længere muligt for en anden kandidat at nå op på 81 støtter, som er det påkrævede for at udløse et kampvalg i Labour.

Det skriver BBC. Også nyhedsbureauet AFP omtaler det og henviser til en optælling hos Labour.

Burnham skal også opnå støtte fra tre organisationer med tilknytning til Labour, hvoraf mindst to skal være fagforeninger. Men dette forventes at være en formalitet, skriver BBC.

Med Keir Starmer i spidsen kom Labour til magten i 2024, da han sikrede partiet en jordskredssejr over De Konservative, som havde haft magten i Storbritannien i 14 år.

Men efter måneder med stigende pres meddelte premierministeren i slutningen af juni, at han havde valgt at trække sig.

Starmer forbliver premierminister, indtil hans efterfølger er udpeget.

Det ser altså ud til at blive Andy Burnham. Han har de seneste år været borgmester i Stor-Manchester og omtales jævnligt af medierne som ’King of The North’.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her