En skovbrand er tirsdag udbrudt i det sydlige Frankrig, hvor den har tvunget hundredvis af mennesker til at forlade deres hjem.
Næsten 1000 brandfolk og flere vandbombefly har kæmpet for at standse flammerne.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Branden har bevæget sig gennem skovklædte bakker i Var-regionen og ødelagt 1700 hektar land på blot få timer.
Den har desuden ført til evakueringer af næsten 400 mennesker, siger Simon Barbre, som er præfekt i regionen, der ligger mellem byerne Marseille og Nice.
»Branden bevæger sig ned ad Gros Bessillon-bjerget i meget høj fart, hvilket på ingen måde var forventet på baggrund af de klimatiske forhold og den aftagende vind«, siger han.
Evakueringerne har fundet sted omkring landsbyerne Cotignac, Montfort-sur-Argens og Correns.
Mange af dem, der er blevet evakueret fra deres hjem og bragt i sikkerhed, kom fra Pontevès, hvor branden startede, samt fra den nærliggende landsby Sillans-la-Cascade.
Meget tørt og meget risikabelt
Meget tørre forhold i området har medført en ekstrem risiko for skovbrande, oplyser den franske vejrtjeneste Meteo-France.
Barbre siger, at beredskab i luftfartøjer kæmpede mod tiden for at udlægge det, han kalder brandhæmmende barrierer, foran de fremrykkende flammer.
En journalist for AFP nær Cotignac beskriver at have set en enorm søjle af grå røg vælte op bag en højderyg, der var opslugt af flammer.
»Denne brand er lige nu den altoverskyggende prioritet i hele området«, siger Var-regionens brandchef, Eric Grohin.
Han oplyser samtidig, at mellem 900 og 950 brandfolk er blevet indsat på jorden.
Et brandkøretøj er under indsatsen blevet beskadiget, og fire brandfolk samt to indbyggere i Pontevès har fået let røgforgiftning, oplyser lokale myndigheder ifølge AFP.
På grund af gentagne hedebølger og udbredt tørke er skovbrandssæsonen i 2026 begyndt tidligere end normalt, og brandfolk har de seneste uger bekæmpet næsten daglige brande rundt om i Frankrig.
ritzau
fortsæt med at læse