Artiklen er opdateret kl. 22.09 med flere ord fra tysk minister.
En hændelse med en drone i lufthavnen i Leipzig i det østlige Tyskland var et »hybridt angrebsscenarie«, siger den tyske indenrigsminister, Alexander Dobrindt, ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
»Vi må antage, at dette er en meget alvorlig sikkerhedshændelse«, siger han onsdag aften.
Tidligere på dagen kom det frem, at tysk antiterrorpoliti havde åbnet en efterforskning af sagen, hvor en drone med sprængstof blev fundet i lufthavnen Leipzig/Halle i løbet af natten. Dele af lufthavnen, som er et af Europas største fragtknudepunkter, måtte lukke ned, inden den senere kunne genoptage driften.
Den eksplosive drone udgør et »nyt trusselsniveau«, siger Dobrindt onsdag. Han siger ifølge Tagesschau, at det ikke er »udført af amatører«, men meget »professionelt forberedt«, og at det kræver en »stor mængde teknisk erfaring«.
Ganske vist er droneobservationer ikke noget nyt, forklarer han, men det er droner med sprængstoffer. Dronen blev desarmeret af tyske specialister efter at være blevet undersøgt med et røntgenapparat.
Dobrindt siger ifølge dpa, at der stadig pågår undersøgelser af, hvilken type sprængstof der var tale om, dronens design, oprindelse, og hvem der står bag hændelsen.
Lufthavnen ligger mellem de tyske byer Leipzig og Halle i det østlige Tyskland og har også passagerflyvninger. Samtidig med dronehændelsen efterforskes en situation, hvor et fragtfly ramte et ukendt objekt tæt på Leipzig/Halle-lufthavnen. Flyet ramte objektet, efter at det var blevet omdirigeret - det landede efter sammenstødet med objektet i Hannover og havde kun mindre skader. Det vides ikke, hvorfra objektet kom, hvad det var, og om der er en sammenhæng mellem sagerne.
ritzau
fortsæt med at læse