Et møde i Kosovos parlament blev lørdag afbrudt, efter at en oppositionspolitiker kastede æg efter landets fungerende regeringschef, Albin Kurti.
Europas yngste demokrati har været igennem tre valg på mindre end to år, og en langvarig politisk krise truer med at udløse et lynvalg.
Kurti, der i flere dage har forhandlet med oppositionspartierne om valget af en ny præsident, forsøgte at udsætte en afgørende afstemning, da parlamentsmedlemmet Time Kadrijaj kastede æg efter ham.
»Skam dig!«, råbte Kadrijaj, mens hun kastede æggene efter regeringschefen, der sad på forreste række i parlamentet.
Sikkerhedsvagter skyndte sig at beskytte Kurti, mens den direkte tv-transmission fra parlamentet blev afbrudt.
Albin Kurti lod sig dog ikke ryste af æggeoverfaldet. Han sagde, at hvis det at få kastet æg efter sig var prisen for dialog, ’så betaler jeg den gerne’.
Tidligere også tåregas
Det er ikke første gang, at der har været uro i Kosovos parlament. Medlemmer af Kurtis eget parti har tidligere affyret tåregas i protest mod afstemninger, da partiet var i oppositionen.
Kurtis parti, Vetevendosje, fik flest stemmer ved det seneste valg i juni og opnåede et flertal, der er stort nok til at danne regering. Partiet har dog stadig brug for to tredjedeles flertal i parlamentet for at vælge en ny præsident.
Indtil videre er det ikke lykkedes at enes om en kandidat, hvilket har efterladt Kurti i en politisk fastlåst situation.
Fristen for at finde en ny præsident udløb fredag. Oppositionspolitikere har truet med at gå rettens vej, efter at Kurti har anmodet om mere tid til forhandlinger.
Æggeangrebet lørdag satte parlamentets arbejde på pause, og der er endnu ikke fastsat en dato for et nyt møde.
Kosovo erklærede med amerikansk opbakning uafhængighed fra Serbien i 2008. Landet er anerkendt af USA og de fleste lande i Europa, herunder Danmark. På trods af international støtte har Kosovo, der har ambitioner om at blive medlem af EU, kæmpet med fattigdom, ustabilitet og organiseret kriminalitet.
ritzau
fortsæt med at læse