Tilbud: Læs og lyt til Politiken digitalt for 149 kr./md.

Lørdag skal islændingene tage stilling til, om de igen vil indlede forhandlinger med EU om medlemskab.

Der ventes tæt løb i islandsk afstemning om forhandlinger med EU

Arkivfoto: En statue i Reykjavik Foto: Leonhard Foeger/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: En statue i Reykjavik Foto: Leonhard Foeger/Ritzau Scanpix

Islands planer om at blive medlem af EU blev oprindeligt droppet i 2013.

Få år tidligere havde den islandske regering indledt forhandlingerne, men en ny, EU-kritisk regering trådte efterfølgende til og lukkede ned for processen. Island skulle ikke forhandle om medlemskab af unionen.

Men lørdag skal de islandske vælgere stemme om, hvorvidt de vil prøve igen.

De seneste målinger viser, at befolkningen, der tæller knap 400.000 mennesker, er delt i to.

Da Gallup spurgte cirka 4500 islændinge mellem mandag og fredag i denne uge, lød det, at et snævert flertal modsatte sig. 51,6 procent var imod, og 48,4 procent var for.

Tidligere på ugen var tallene stort set modsat i en måling fra analyseinstituttet Maskína, skrev det islandske medie Vísir.

Der er desuden altid mellem én og tre procents usikkerhed i den slags målinger.

Ifølge RUV, der er Islands svar på DR, er forskellen mellem de to sider i den seneste måling fra Gallup ikke statistisk signifikant. Det betyder, at man ikke kan udelukke, at resultatet skyldes tilfældigheder.

Ved afstemningen skal der ikke træffes afgørelse om selve medlemskabet. En eventuel aftale vil kræve, at Island afholder en opfølgende folkeafstemning om endelig optagelse ud fra de betingelser, der forhandles på plads.

Det vil formentlig også kræve en ændring af landets forfatning, skriver nyhedsbureauet AFP. Dernæst skal de 27 EU-lande godkende Islands optagelse.

Siden Island bakkede ud i 2013, har stigende leveomkostninger og krigen i Ukraine pustet til ønsket om at genoptage forhandlingerne.

Det samme har den amerikanske præsident Donald Trumps trusler om at overtage Grønland, der ligger langt tættere på Island end på Danmark.

Island har en strategisk placering i Subarktis og har intet militær - hverken en hær, flåde eller luftvåben. Subarktis er den region, der findes lige syd for Arktis.

Landet er afhængigt af Nato og en aftale fra 1951, hvori USA har påtaget sig det fulde juridiske og praktiske ansvar for at forsvare østaten mod udefrakommende trusler.

Et EU-medlemskab vil give Island direkte indflydelse på beslutningsprocesserne gennem institutioner som EU-Kommissionen, EU-Ministerrådet og EU-Parlamentet.

Landet vil desuden blive medlem af toldunionen og få mulighed for at indføre euroen.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her