2 dage tilbage: Læs og lyt til Politiken digitalt for 149 kr./md.

Redningsfolk kæmper fortsat for at finde savnede og indespærrede i Nepal. Samtidig vokser regningen efter katastrofen, mens tusindvis står uden hjem og indtægt.

Efter oversvømmelserne: Nepal DNA-tester og begraver sine døde midlertidigt for at undgå sygdomme

Foto: Adnan Abidi/Ritzau Scanpix
Foto: Adnan Abidi/Ritzau Scanpix

Endnu et uhyggeligt kapitel skrives i katastrofen i Nepal.

Myndighederne og de lokale er nu nødt til at begrave hundredvis af uidentificerede dødsofre for at undgå, at sygdomme opstår på grund af høj luftfugtighed og varme.

De første blev begravet i weekenden. De blev i kortege kørt ind i et frodigt, skovklædt område.

I den røde jord gravede gravmaskiner en bred grøft, hvorefter embedsmænd overværede, at det store antal lig blev begravet.

Inden begravelsen blev der taget en DNA-prøve af hvert offer, som også får et referencenummer og bliver fotograferet.

De katastrofale oversvømmelser, der kom onsdag i sidste uge, har dræbt mindst 900. Flere end 4247 var mandag eftermiddag dansk tid fortsat savnet, skriver AFP.

Oversvømmelserne ramte først i det nordlige grænseområde mod Tibet, Rasuwa-distriktet.

Herfra strømmede vandmasserne hundredvis af kilometer ned ad en flod, og 250 lig er med flodens strøm endt i Chitwan i den sydlige del af landet.

Ifølge AFP er der også fundet omkomne i Indien, som grænser op til det sydlige Nepal.

Skal begraves hinduistisk

De mange lig, der begraves uidentificeret, skal ligge i jorden midlertidigt, indtil pårørende kan hente dem.

Dermed kan pårørende senere begrave dem efter hinduistiske traditioner.

I Kathmandu, Nepals hovedstad, har man oprettet identifikationscentre, hvor pårørende kan se billeder af ofrene.

Shobha Adhikary har fået øje på et billede, som ligner hendes barndomsven.

»Det ligner ham. Prøv at se, siger hun til AFP, mens hun viser et andet billede af en smilende, midaldrende mand.

Hun mødte egentlig op, fordi hun leder efter sin veninde Geeta, som har været forsvundet siden oversvømmelserne.

Blandt de mange forsvundne i Nepal vurderes det, at mindst 933 er fanget i tunneller ved vandkraftprojekter.

De menes at være fanget i omkring seks forskellige projekter, hvoraf et af dem er vandkraftværket Trishuli, som ligger i en floddal i Himalaya.

Myndighederne fik fredag melding om, at omkring 350 mennesker kunne være fanget i den tunnel.

Omkring 10.000 nepalesiske soldater blev indsat i redningsarbejdet.

Søndag borede de sig gennem murbrokkerne ved tunnellen og indsatte et rør gennem den blokerede passage.

Dermed kan der pumpes luft ind til de indespærrede.

Efterlyser udstyr

En af de arbejdere, som var fanget, er 33-årige Surendra Dowluri.

Han blev reddet ud af tunnellen, fire dage efter at katastrofen ramte.

»Da vandet kom, hørte vi en meget høj lyd. Der så vi, at en etage var oversvømmet med mudder, som seks kollegaer var fanget i. Vi nåede at redde fem af dem, fortæller han til AFP.

Bagefter kravlede Surendra Dowluri og hans kolleger højere op i tunnellen, hvor vandmasserne ikke kunne nå dem.

Myndighedernes største fokus er fortsat at finde flere overlevende.

Katastrofen efterlader dog mange overlevende uden hjem og indtægt, hvilket lægger yderligere pres på Nepals myndigheder.

Nepals udenrigsminister, Shisir Khanal, vurderer, at det vil koste landet flere milliarder dollar at genopbygge de ødelagte byer og den beskadigede infrastruktur.

USA og Canada har oplyst, at de hver sender humanitær bistand til Nepal for 3,6 millioner dollar.

Storbritannien har samtidig tilbudt hjælp for 6,8 millioner dollar, mens FN har frigivet nødhjælp for 2,5 millioner dollar.

Det svarer sammenlagt til omkring 106 millioner kroner.

Den nepalesiske udenrigsminister efterlyser samtidig specialiseret assistance, herunder droner og teknologi, der kan hjælpe med at lokalisere personer, som fortsat er fanget.

Derudover efterlyser han retsmedicinsk udstyr til at identificere de omkomne samt faciliteter til at opbevare ligene.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her