PST, der er Norges efterretningstjeneste, ser en stigning i mindreårige i ekstremt voldelige netværk på nettet.
Stigningen er sket siden 2024, men er taget til i 2026, hvor flere mindreårige bliver radikaliseret.
»Vi er bekymrede for, at udviklingen også i Norge kan radikalisere til politisk motiveret vold. Netværkene kan være en indgang til radikalisering og føre til grove voldshandlinger og i værste fald terror«, siger seniorrådgiver i kontraterrorafdelingen i PST, Caroline Iwarsson.
Ifølge PST findes der i de onlinenetværk, de er bekymrede for, elementer af voldelig nihilisme, misantropi, satanisme, højreekstremisme og elementer af andre ekstremistiske ideologier og grov seksualiseret vold.
For at vende udviklingen vil PST lave forebyggende indsatser.
Det gør de blandt andet ved at give offentligheden kendskab til problematikken med stigningen i radikaliserede mindreårige i Norge, skriver PST.
Det er ikke kun i Norge, at der er radikaliserede unge på internettet.
Flere danske organisationer er begyndt at få henvendelser, som de vurderer har relation til det såkaldte NVE-netværk.
NVE står for nihilistisk voldelig ekstremisme.
Ifølge DR dækker det over løst organiserede online-fællesskaber, hvor særligt børn og unge udsættes for blandt andet manipulation og afpresning.
ritzau
fortsæt med at læse