USA’s justitsministerium har sendt anmodning til EU-Domstolen for at støtte X’s forsøg på at få sag droppet.

USA's regering vil slutte sig til Musks kamp mod EU-bøde

Den amerikanske regering har formelt anmodet om at tilslutte sig en retssag anlagt af milliardæren Elon Musk med henblik på at få annulleret en bøde på 120 millioner euro, som EU har pålagt X, der er Musks sociale medie.

Det har regeringen meddelt torsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

EU’s techmyndigheder idømte i slutningen af sidste år X en bøde for at overtræde regler om indhold på nettet.

Fra USA’s justitsministerium lyder det, at det har indgivet en anmodning til EU-Domstolens Ret med henblik på at støtte X’s bestræbelser på at få sagen annulleret.

EU’s sanktion mod X var den første sanktion i henhold til EU-forordningen om digitale formidlingstjenester, Digital Services Act (DSA).

Den kræver, at onlineplatforme gør mere for at håndtere ulovligt og skadeligt indhold. Sanktionen kom efter en to år lang undersøgelse i henhold til DSA.

Forsvarer digitale standarder

»Europa-Kommissionen forsøgte på uhensigtsmæssig vis at udvide sin lovgivningsmæssige myndighed til at omfatte amerikanske virksomheder, der ikke er til stede eller opererer inden for dens jurisdiktion, siger Brett Shumate, som er vicestatsadvokat i det amerikanske justitsministeriums afdeling for civile sager.

Europas indgreb over for techgiganter sker for at sikre, at mindre konkurrenter har en chance, og at forbrugerne får flere valgmuligheder, skriver Reuters.

DSA er blevet kritiseret af USA’s præsident Donald Trumps regering, som hævder, at den især rammer amerikanske virksomheder.

Europa-Kommissionen, som er EU’s udøvende organ, har sagt, at dens lovgivning ikke er rettet mod nogen bestemt nationalitet.

Den forsvarer alene de digitale og demokratiske standarder, har det lydt.

Musk har støttet flere kandidater fra Trumps republikanske parti økonomisk ved valg, og han støttede ved det seneste præsidentvalg Trump.

Han har sagt, at EU’s techregler hæmmer den teknologiske udvikling.

Siden Musk købte X, der dengang hed Twitter, i 2022, har flere rettighedsorganisationer og eksperter udtalt sig kritisk om platformen.

Det skyldes det, der er blevet beskrevet som en stigning i hadefuld tale, misinformation og seksuelt eksplicit indhold, der deles uden samtykke.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her