Sydafrikansk politi har søndag indledt en menneskejagt, efter at 17 personer er blevet dræbt i et skyderi på en bar nær storbyen Johannesburg.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Skyderiet fandt sted lørdag aften omkring klokken 21.30 lokal tid.
13 mænd og fire kvinder blev erklæret døde på stedet, da redningsmandskab nåede frem.
Det er søndag morgen dansk tid for tidligt for politiet at sige noget om et muligt motiv.
Gerningsmændene menes at have været bevæbnet med AK-47-rifler og pistoler.
Politiets formodning er, at de gik målrettet efter beværtningen, hvor de først åbnede ild mod gæster, der befandt sig udenfor. Siden skal de have fortsat skyderiet indenfor.
Udover de dræbte er yderligere 15 personer blevet ramt af skud, og de er siden blevet bragt til hospitalet, lyder det.
Der er ikke blevet foretaget nogen anholdelser endnu.
I et andet masseskyderi, der har fundet sted uden for byen Cape Town, har ti mennesker mistet livet.
Derudover er 11 såret, oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet AFP.
ritzau