Fødselsdagstilbud: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

Arrangementer på treårsdag for angreb i Israel 7. oktober holdes under skærpede sikkerhedsforanstaltninger.

Israel markerer treårsdag for 7. oktober kort før valg

I dag er det tre år siden, at Hamas begik terrorangreb på kibbutzen Kfar Aza i det sydlige Israel. I dag holdes der mindehøjtidelighed. Foto: Ilia Yefimovich/Ritzau Scanpix
I dag er det tre år siden, at Hamas begik terrorangreb på kibbutzen Kfar Aza i det sydlige Israel. I dag holdes der mindehøjtidelighed. Foto: Ilia Yefimovich/Ritzau Scanpix

Israel markerer onsdag treårsdagen for Hamas’ angreb 7. oktober 2023.

Det sker knap tre uger før et israelsk parlamentsvalg, hvor det dødeligste angreb i landets historie ventes at spille en central rolle.

Det er samtidig første gang, at en årsdag for angrebet markeres, siden en våbenhvile sidste år trådte i kraft i det krigshærgede Gaza.

Dagen igennem er der planlagt mindehøjtideligheder for at mindes de mere end 1200 mennesker, der blev dræbt i angrebet.

Militante palæstinensere fra Hamas og andre grupper trængte ind i Israel fra Gaza og angreb kibbutzer, militærbaser og en musikfestival.

De militante tog 251 gidsler med til Gaza. 85 af dem kom ikke hjem i live.

Klokken 06.29 lokal tid er det præcis tre år siden, at Hamas indledte angrebet.

På klokkeslættet begynder en mindehøjtidelighed i kibbutzen Kfar Aza, der ligger tæt på grænsen til Gaza. 64 af kibbutzens indbyggere blev dræbt, mens 18 blev taget som gidsler.

Der er også planlagt en mindehøjtidelighed på det sted, hvor musikfestivalen Nova blev afholdt i det sydlige Israel for tre år siden. Her blev 370 personer dræbt.

Familier til de dræbte holder desuden en sammenkomst i en park i den israelske storby Tel Aviv onsdag aften.

Arrangementerne vil blive afholdt under skærpede sikkerhedsforanstaltninger.

Israels forsvarsminister, Israel Katz, meddelte tirsdag, at han sætter militæret i højt beredskab efter efterretninger om, at Hamas onsdag vil forsøge at udføre angreb mod israelske soldater i Gaza.

Begrænset fremdrift for Trumps fredsplan

Allerede mandag blev der taget hul på de første mindehøjtideligheder.

Her sagde Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, at Gaza ikke kommer til at være under Hamas’ styre. Han gentog desuden et løfte om at gå efter alle dem, der var involveret i angrebet den 7. oktober.

Som modsvar på Hamas’ angreb satte Israel en stor militæroffensiv i gang, der har lagt store dele af Gazastriben i ruiner.

Omkring 74.200 mennesker er blevet dræbt under offensiven ifølge Gazas sundhedsministerium.

Siden en våbenhvile blev erklæret i oktober sidste år, er over 1430 blevet dræbt i Gaza ifølge ministeriet.

Trods våbenhvilen er den humanitære situation fortsat alvorlig i Gaza. Hundredtusinder bor i telte og midlertidige boliger.

Israel vurderes nu at kontrollere omkring to tredjedele af Gaza, og der er begrænset fremdrift i USA’s præsident Donald Trumps fredsplan for området.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her