2 dage tilbage: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

Konflikten i Tigray har ført til en stærk forværring af forholdet mellem nabolandene Etiopien og Eritrea.

Eritrea: Etiopien har erklæret krig mod os

Foto: -/Ritzau Scanpix
Foto: -/Ritzau Scanpix

Eritrea siger, at Etiopien har erklæret krig mod landet og beder FN gribe ind.

»Krigserklæringen« fra Etiopien kan destabilisere hele regionen, advarer Eritrea i et brev til FN.

I brevet opfordrer Eritrea FN’s Sikkerhedsråd til at »træffe de nødvendige afskrækkende foranstaltninger«.

De to nabolande har gensidigt beskyldt hinanden for at forværre situationen omkring Tigray-regionen.

Det er en etiopisk delstat præget af en intern konflikt, hvor styrker loyale over for Etiopiens regering bekæmper oprørere.

Etiopien har beskyldt Eritrea for at støtte oprørerne.

Kampene begyndte 23. september, hvor Tigray-folkets Befrielsesfront (TPLF) begyndte at angribe nabodelstater.

Angrebene har øget frygten for en tilbagevenden til borgerkrigen fra årene 2020 til 2022.

Men føderale styrker og militser, der er loyale over for Etiopiens regering, har slået oprørerne tilbage.

Den væbnede konflikt har ført til en stærk forværring af Etiopiens forhold til Eritrea og Egypten. Etiopien beskylder dem for at støtte oprørerne.

Regeringsstyrkerne og oprørerne fra Tigray kæmpede mod hinanden i en borgerkrig, der brød ud i 2020, og som formelt sluttede i 2022.

TPLF havde magten i hele Etiopien fra 1991 til 2018, men mistede magten, da Etiopiens nuværende premierminister, Abiy Ahmed, fik magten.

Magtskiftet udløste borgerkrigen.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her