En voksen og et barn er døde efter hændelse med bil i Wichita. Føreren af bilen er i politiets varetægt.

Bil kører ind i fodboldkamp i Kansas: Seksårig er blandt de dræbte

Foto: Abc Affiliate Kake/Ritzau Scanpix
Foto: Abc Affiliate Kake/Ritzau Scanpix

To personer har mistet livet, efter at en bil kørte ind på en fodboldbane under en kamp i byen Wichita i den amerikanske delstat Kansas.

Det siger politiet i Wichita, skriver nyhedsbureauet Reuters.

De to dræbte er en seksårig dreng og en 35-årig mand.

En række personer er også blevet såret i forbindelse med hændelsen.

11 er blevet indlagt på hospitaler, hvoraf ti menes at være uden for livsfare, siger politiet.

»Det her er en tragedie«, sagde politileder Aaron Moses på et pressemøde om hændelsen lørdag aften amerikansk tid.

Føreren af bilen er i politiets varetægt.

Fra Aaron Moses lyder det ifølge det amerikanske medie CNN, at to mindreårige befandt sig i bilen sammen med føreren.

Det er ikke umiddelbart blevet oplyst, om der vil blive rejst sigtelse mod personen, hvis køn og alder ikke er blevet offentliggjort.

Kampen blev spillet på fodboldbanen Stryker Sports Complex.

Alarmcentralen fik de første opkald om hændelsen omkring klokken 15.25 lokal tid - klokken 22.25 lørdag aften dansk tid.

I et opslag på det sociale medie X skrev det lokale politi tidligere, at det efterforskede en hændelse med mange tilskadekomne.

»Der er ikke nogen yderligere trussel på nuværende tidspunkt«, skrev politiet.

Ifølge CNN siger Moses, at køretøjet stadig befinder sig på ulykkesstedet. Han siger ifølge mediet også, at det endnu er uklart, hvordan bilen kom ind på fodboldbanen, og hvor hurtigt den kørte.

Politiet forventer at afholde endnu et pressemøde, når der foreligger flere oplysninger om hændelsen, sagde politilederen tidligere.

Til det lokale medie KWCH siger øjenvidner, at mange familier og børn var til stede ved fodboldbanen, da hændelsen fandt sted.

Øjenvidner siger også, at bilen er en sort pickup.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her