Flere mennesker har mistet livet, og flere er sårede efter en større brand på den canadiske militærbase CFB Wainwright i provinsen Alberta.
Det siger Canadas forsvarsminister, David McGuinty, ifølge nyhedsbureauet AFP.
»Det er med sorg, at jeg må meddele, at hændelsen på basen har medført både dødsfald og tilskadekomne«, siger forsvarsministeren uden at give yderligere detaljer.
Canadas premierminister, Mark Carney, skriver på det sociale medie X, at en alvorlig hændelse har ført til en omfattende brand på militærbasen.
»Vores tanker går til alle de modige kvinder og mænd, der er berørt«, lyder det fra Carney.
Alberta-provinsens premierminister, Danielle Smith, skriver på X, at ’en omfattende og tragisk brand’ har ramt militærbasen.
Branden ’berører mange af vores modige militærfolk’, lyder det videre i opslaget fra Danielle Smith.
Det står ikke klart, hvor mange der har mistet livet, eller hvor mange der er kommet til skade. Ligeledes fremgår det ikke umiddelbart, om nogen af de sårede er i livsfare.
Dane Lloyd, som er medlem af Canadas parlament, skriver i et opslag på sociale medier, at han har hørt, at der var sket en eksplosion på militærbasen. Det skriver det canadiske medie CBC News.
Acute Care Alberta, som er et lokalt sundhedsorgan, oplyser i en pressemeddelelse ifølge CBC News, at akutberedskabet er på stedet og ’yder støtte til behandling og transport i forbindelse med en hændelse på CFB Wainwright.’
De lokale myndigheder opfordrer offentligheden til at holde sig væk fra området og sørge for, at vejene er frie, så der er plads til udrykningskøretøjer, skriver CBC News.
Myndighederne i lokalområdet Wainwright, hvor militærbasen ligger, oplyser, at branden havde spredt sig hurtigt på grund af kraftig vind. Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Militærbasen ligger omkring 200 kilometer øst for byen Edmonton, skriver AFP.
ritzau