57 personer var ifølge ministerium om bord på et passagerfly, der nødlandede efter en mulig bombetrussel.

Fly fra Tel Aviv nødlander efter mulig bombetrussel

Et fly, der skulle fra Tel Aviv i Israel til Østrigs hovedstad, Wien, nødlandede i Bulgariens hovedstad, Sofia, efter en mulig bombetrussel.

Det oplyser Bulgariens transport- og kommunikationsministerium ifølge mediet Sky News.

»Under flyvningen - ved grænsen til Rumænien - meldte besætningen om et tegn på en bombetrussel, og den besluttede ekstraordinært at lande i Sofia«.

»I henhold til procedurerne lettede et af flyvevåbnets kampfly og ledsagede flyet, indtil det landede i lufthavnen i Sofia«, lyder det.

Ifølge oplysninger fra FlightRadar24, som Sky News har fundet, blev flyet omdirigeret til Sofia og landede klokken 23.25 dansk tid.

Austrian Airlines bekræfter over for Sky News, at der blev fremsat en trussel mod fly OS82 fra Tel Aviv til Wien, hvilket betød, at flyet måtte mellemlande i Bulgariens hovedstad.

Flyet - en Airbus A320 - landede sikkert i Sofia, hvor myndighederne efterfølgende undersøgte flyet, passagererne og besætningen.

Undersøgelserne viste ikke nogen fare, oplyser Austrian Airlines mandag ifølge Reuters.

»Der var 51 passagerer og 6 besætningsmedlemmer om bord. Så snart flyet er blevet gennemsøgt, vil passagererne blive ombooket til en hurtig alternativ flyvning«, skriver Austrian Airlines.

Bulgariens transport- og kommunikationsministerium oplyste natten til mandag, at alle passagerer er blevet evakueret.

Den 30. september måtte et passagerfly nødlande i Saudi-Arabien på vej fra Dubai til Tel Aviv, da en pilot på flyet havde overfaldet sin kollega i cockpittet.

Anklagemyndigheden i De Forenede Arabiske Emirater har efterforsket sagen siden 1. oktober.

Ifølge anklageren i De Forenede Arabiske Emirater havde piloten til hensigt at ’forårsage størst muligt tab af liv’ og var inspireret af angrebene den 11. september 2001 i USA.

Tumulten i cockpittet fik flyet til at falde 4900 meter på kun 30 sekunder.

Tre personer brød ind i cockpittet og overmandede piloten, og en fjerde ydede livreddende førstehjælp, har de israelske myndigheder oplyst.

En blikkenslager, som ikke har nogen baggrund som pilot, stabiliserede flyet og fik det tilbage i normal flyvehøjde.

Blikkenslageren, der hedder Yaniv Hayoun, har fortalt, at han tog fat i styrepinden og gjorde, som han har set piloter gøre på tv.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her