Et ebolatilfælde er konstateret hos en kvinde i Nigerias hovedstad, skriver nyhedsbureau.

Nigeria bekræfter sit første tilfælde af ebola

Foto: Gradel Muyisa Mumbere/Ritzau Scanpix
Foto: Gradel Muyisa Mumbere/Ritzau Scanpix

Nigeria har bekræftet sit første tilfælde af ebola i flere år, oplyser landets sundhedsminister, Muhammad Ali Pate, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ebolatilfældet er registreret i hovedstaden Abuja hos en kvinde, der var rejst til Nigeria fra Uganda. Det kunne landets regering ifølge AFP bekræfte tirsdag.

En officiel udmelding fra regeringen lyder ifølge mediet, at kvinden var blevet indlagt på et privathospital efter ankomsten, hvor hun modtog behandling i flere dage, før tilfældet endeligt blev bekræftet.

Samtidig har Kenya bekræftet endnu et tilfælde af ebola, hvilket betyder, at det samlede antal smittede i landet er oppe på otte.

Det har generaldirektøren i Kenyas sundhedsministerium, Patrick Amoth, sagt søndag i et interview med den kenyanske tv-station Citizen TV, skriver nyhedsbureauet Reuters.

»I dag blev 38 personer testet, og én testede positiv for ebola«, lød det i interviewet.

Der er tale om en 49-årig mand, som har udviklet feber, hovedpine og muskelsmerter. Manden har arbejdet med at rengøre redskaber og sengetøj på et hospital, fremgår det.

Manden menes at være blevet smittet af Kenyas første ebolatilfælde, som blev konstateret tidligere på måneden hos en mand, der rejste fra Den Demokratiske Republik Congo til Nairobi, som er Kenyas hovedstad.

Han døde på et hospital i Nairobi 5. oktober.

Den 49-årige mand, som er det seneste tilfælde i landet, udviklede symptomer på ebola lørdag, siger en kilde i sundhedsministeriet ifølge Reuters.

Manden blev sendt i karantæne, så han ikke ville have kontakt med andre personer, og en test viste så søndag, at han var smittet, siger kilden.

Kenya har været i forhøjet beredskab, efter at et større ebolaudbrud fra Den Demokratiske Republik Congo har spredt sig over landegrænser i regionen.

DR Congo bekræftede søndag, at udbruddet har spredt sig til en ottende provins i landet - den nordvestlige provins Nord-Ubangi, som grænser op til Den Centralafrikanske Republik.

Det har øget bekymringen for, at smitten vil sprede sig yderligere i regionen.

Over 4.000 personer er døde under det nuværende ebolaudbrud, viste tal fra DR Congos regering i starten af oktober.

Udbruddet, som officielt blev erklæret 15. maj i år, er dermed det mest dødbringende i landets historie.

Det næstmest dødelige ebolaudbrud i DR Congo var fra 2018 til 2020, hvor knap 2300 mennesker døde.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her