Det tyske parti Alternative für Deutschland (AfD) har ifølge det tyske medie Bild fået offentliggjort 421.179 e-mails på en hjemmeside af en hacker, efter at partiet blev udsat for et hackerangreb i september.
Det skriver Berlingske.
I de 421.179 e-mails fremgår både beskrivelser om interne konflikter i partiet, men også personlige e-mails er blevet offentliggjort, oplyser Bild.
Angiveligt viser de offentliggjorte e-mails blandt andet beskyldninger mod en partifælle, der efterfølgende er blevet ekskluderet, om, at personen skulle have solgt flag med hagekors ved en stand, skriver Berlingske.
Ifølge Berlingske har en talsmand for partiet tirsdag oplyst, at den offentliggjorte data er ved at blive undersøgt.
Iblandt dem, der har fået offentliggjort e-mails, er partiets to ledere, Alice Weidel og Tino Chrupalla.
Også AfD’s tidligere gruppeformand i Forbundsdagen Alexander Gauland er påvirket af offentliggørelsen.
Hackerne er endnu ukendte, lyder det.
Vedkommende, der står bag hackerangrebet, har offentliggjort en datamængde på 281 gigabyte.
Det oplyser det tyske medie Deutsche Welle.
Mediet beskriver samtidig, hvordan arkiverede versioner af hjemmesiden, der nu er ’offline’, viser, at titlen på datamængden er ’Partiets egne dokumenter, uredigeret’, skriver Berlingske.
Parti i fremgang
Det højreorienterede parti Alternative für Deutschland har ligesom flere andre højrepartier i Europa oplevet fremgang i de seneste år med økonomisk uro.
AfD er kritisk over for indvandrere, EU og fortaler for traditionelle tyske værdier og et bedre forhold til Rusland.
AfD’s succes kommer, selv om øvrige partier og toppolitikere advarer mod AfD.
Partiet blev stiftet i 2013.
Et medlem af partiet blev den 6. oktober valgt som formand for et tysk delstatsparlament for første gang. Det skete i Sachsen-Anhalt.
Det var den 35-årige Tobias Rausch, som blev valgt med 48 stemmer for og 29 imod.
AfD fik 43,8 procent af stemmerne ved det nylige valg i delstaten i det østlige Tyskland.
ritzau
fortsæt med at læse