Varslede demonstrationer i Frankrig kommer til at påvirke store dele af samfundet lørdag.
Flere fodboldkampe i den bedste franske række er udsat, Paris lukker 24 metrostationer, butikker har sat skodder for vinduerne, og 70.000 betjente er sendt på gaderne i hele landet.
»Vi kommer til at være kompromisløse over for hærværksfolk og plyndrere og alle dem, der begår voldshandlinger«, har den franske indenrigsminister Laurent Nunez, sagt før demonstrationerne.
Også droner, helikoptere og pansrede køretøjer vil blive sat ind ifølge ministeren.
I løbet af ugen har der været indført delvise udgangsforbud i en række byer, efter at protester sidste weekend udviklede sig til de værste optøjer i Frankrig i flere år.
Lørdag er billedet broget, når det kommer til, i hvilket omfang demonstrationer tillades. Det beskriver BBC.
Nogle borgmestre har indført bredt gældende forbud. Imens har andre tilladt demonstrationer, som er registreret hos myndighederne.
Det gælder for eksempel i sydfranske Marseille, hvor et tidligere forbud mod alle demonstrationer blev trukket tilbage, så en march organiseret af fagforeninger kan finde sted.
Imens lukker en række luksusbutikker og sætter skodder for vinduerne, skriver nyhedsbureauet Reuters, der blandt andet har talt med en Rolex- og en De Beers-butik nær Place Vendome i Paris. Begge lukker.
ritzau
fortsæt med at læse