Polen har indledt efterforskningen af et skyderi i polske Kraków, som lørdag kostede seks mennesker livet.

Polen efterforsker masseskyderi i Krakow som terror

Seks personer mistede livet i skyderiet, der fandt sted i den centrale del af den polske by. Foto: Jakub Porzycki/Ritzau Scanpix
Seks personer mistede livet i skyderiet, der fandt sted i den centrale del af den polske by. Foto: Jakub Porzycki/Ritzau Scanpix

Den polske anklagemyndighed har søndag indledt en terrorefterforskning i kølvandet på masseskyderiet i Kraków lørdag.

Det oplyser myndigheden i et opslag på X, skriver nyhedsbureauet AFP.

»Efterforskningen omfatter drabet på seks personer ved brug af et skydevåben samt drabsforsøg på mange andre, herunder politibetjente, hvor handlingen udgør terror«, lyder det.

Seks personer mistede livet i skyderiet, der fandt sted i den centrale del af den polske by.

Polens premierminister, Donald Tusk, betegnede det efterfølgende som et terrorangreb.

»Indtil nu har vi i Polen ikke haft så drastiske tilfælde af terrorisme«, sagde han.

»Det er, hvad vi må kalde dette ondsindede angreb mod folks liv her i Kraków«.

Skyderiet skete på Rynek Główny, som er hovedtorvet i Krakóws gamle bydel. Torvet besøges af mange turister.

Polsk politi oplyste lørdag, at en britisk statsborger er blandt de dræbte, mens tre er polske statsborgere. De to sidste er endnu ikke identificeret.

Foruden de dræbte i Kraków blev der også efter angrebet fundet yderligere tre døde personer i gerningsmandens hjem.

Ifølge landets politi er der tale om den 24-årige mands forældre og søster.

Gerningsmanden handlede ifølge myndighederne på egen hånd.

Han var iklædt en militærlignende uniform og var ifølge Polens indenrigsminister, Marcin Kierwiński, ’fascineret af højreekstrem ideologi’.

Dette skal nu undersøges nærmere.

Gerningsmanden blev skudt af politiet, da han forsøgte at flygte fra gerningsstedet.

Han er derfor bragt til hospitalet. Ifølge AFP er han i kritisk tilstand.

Yderligere 15 personer blev såret under angrebet, heriblandt to betjente, hvoraf én lørdag aften var i livsfare.

Opdateres ...

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her