1,5 millioner passagerer strandede i USA, da gammelt kommunikationssystem brød ned, så myndighederne måtte indføre et totalt nationalt flyforbud.

Efter timer i kaos lader myndighederne fly i USA lette igen

 Ey fly letter fra Los Angeles International Airport efter et nationalt startforbud, der kostede 4.700 aflysninger Foto: Apu Gomes/Ritzau Scanpix
Ey fly letter fra Los Angeles International Airport efter et nationalt startforbud, der kostede 4.700 aflysninger Foto: Apu Gomes/Ritzau Scanpix

Den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, oplyser, at flyafgange kan genoptages efter et landsdækkende startforbud i USA.

Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP natten til lørdag dansk tid.

FAA indførte fredag eftermiddag lokal tid et startforbud for alle fly i USA på grund af kommunikationsproblemer. Startforbuddet blev meldt ud omkring klokken 22.00 dansk tid.

Beslutningen om at indføre et midlertidigt startforbud blev truffet af sikkerhedsmæssige hensyn. Det siger Markwayne Mullin, der er chef for USA’s ministerium for indenrigssikkerhed (DHS)

»Der var aldrig nogen menneskeliv i fare. Der var heller ingen fly i fare. FAA var i stand til at håndtere situationen. Vi gjorde det ud fra et forsigtighedsprincip, siger Markwayne Mullin.

Han tilføjer, at der ikke er nogen tegn på, at den amerikanske flytrafik er blevet udsat for et cyberangreb.

Gammelt system brød ned

De amerikanske myndigheder har endnu ikke det fulde overblik over årsagen til de pludseligt opståede kommunikationsproblemer.

Det siger USA’s transportminister, Sean Duffy, og Markwayne Mullin, på et fælles pressemøde natten til lørdag dansk tid.

Sean Duffy nævner, at et ældre kommunikationssystem til flyvekontrollen blev overbelastet og begyndte at levere fejlagtige data.

»De begyndte at give os uoverensstemmende data, og derfor lukkede vi systemet ned, siger Sean Duffy.

Sean Duffy har på et pressemøde natten til lørdag kaldt flyvekontrolsystemet for utrolig gammelt og påpeget, at USA’s præsident, Donald Trump, ifølge ham det seneste år har bedt Kongressen om finansiering til et nyt system

USA’s præsident, Donald Trump, har ifølge Sean Duffy været fuldt involveret i håndteringen af forløbet.

Mere end 4700 fly blev ifølge nyhedsbureauet Reuters aflyst i forbindelse med startforbuddet, der varede i mere end fire timer. Derudover blev 10.000 afgange forsinket.

I den kommende tid vil flytrafikken også være påvirket af situationen. 700 afgange lørdag er aflyst, fremgår det på hjemmesiden FlightRadar24, der følger flytrafikken.

Luftfartsanalytikere vurderer ifølge Reuters, at det kan tage flere dage, før flyselskaberne får deres flyplaner normaliseret efter det landsdækkende startforbud.

CNN citerede tidligere luftfartsanalysefirmaet Cirium for et estimat om, at 1,5 million rejsende er strandet som følge af de mange aflysninger.

Det eneste andet landsdækkende startforbud, der er blevet indført i USA siden 11. september 2001, blev indført i januar 2023. Her indstillede FAA indenrigsafgange i omkring 90 minutter.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her