Der er stadig udgangsforbud i Iraks hovedstad Bagdad efter gårsdagens dom, hvor ex-præsident Saddam Hussein blev dømt til døden for forbrydelser mod menneskeheden. Iraks regering frygter, at dødsdommen vil føre til vold mellem tilhængere og modstandere af Hussein i forskellige dele af Irak. Bassam Ridha, som er rådgiver for Iraks regering siger, at det endnu ikke er besluttet, hvornår udgangsforbudet slutter. »Udgangsforbudet fortsætter foreløbig, fordi vi vil sikre irakiske borgeres sikkerhed«, siger han til tv-stationen Al-Jazeera. To andre provinser - Diyala og Salaheddin - har også stadig udgangsforbud. Her er formålet det samme; myndighederne forsøger at forhindre blodbad og voldelige sammenstød. Lufthavn og grænse lukket Bagdad Lufthavn er for anden dag i træk lukket for al lufttrafik til og fra landet. Og grænsen til Jordan er ligeledes blevet lukket for al trafik, som en del af sikkerhedsforanstaltningerne. Samtidig har Iraks indenrigsministerium har lukket to Sunnimuslimske Tv-stationer, som ifølge myndighederne har forsøgt at opfordre til vold. De ansatte på de to Tv-stationer blev fjernet af irakisk politi og militær i Saddam Husseins hjemby Tikrit. Netop i sin hjemby har Saddam Hussein stadig mange støtter. Ifølge CNN trodsede cirka 2000 af dem udgangsforbudet i byen, da de gik på gaden for at protestere over søndagens dødsdom mod Saddam. Men flere andre steder i landet var folk på gaden for at juble over dommen. Især i Shia-dominerede områder var der stor glæde over udfaldet af retssagen mod Saddam Hussein. Udgangsforbudet i de irakiske byer blev iværksat søndag, før retten skulle afsige dom i sagen mod Saddam Hussein. Foreløbig er der ingen rapporter om voldelige sammenstød efter dommen blev afsagt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























