Optimismen blandt afghanerne om landets fremtid er faldet markant på det seneste.
En meningsmåling i 2004 viste at cirka totredjedele af afghanerne var optimistiske med hensyn til fremtiden. Men nu er kun 44 procent af afghanerne af samme opfattelse, viser en ny meningsmåling. Undersøgelsen, der er foretaget af den amerikansk støttede The Asian Foundation, viser også, at 54 procent af de adspurgte mener, at de havde oplevet økonomisk fremgang, siden Taleban-styret blev væltet i 2001. Derimod mente 26 procent, at deres familier nu er værre stillet end tidligere. Undersøgelsen er baseret på spørgsmål til 6226 voksne. Meningsmålingen blev gennemført over hele Afghanistan undtaget Uruzgan og Zabul i den sydlige del af landet. De blev holdt uden for på grund af 'ekstreme sikkerhedsproblemer'. Stadig uroligheder i syd Det sydlige Afghanistan er fokusområde for det oprør, der har raset siden Taleban-regeringen blev væltet. Sammenstød mellem oprørere og NATO– og afghanske styrker til 34 talebaner og tre politifolks død under de seneste voldshandlinger i Afghanistan, oplyste myndighederne torsdag. Endvidere blev otte politifolk, otte taleban-krigere og tre civile såret under kampene i de urohærgede sydlige provinser Kandahar og Zabul samt den sydøstlige provins Khost. Urolighederne opstod i nattens løb og fortsatte tidligt torsdag, oplyste politiet. 22 taleban-krigere blev sent onsdag dræbt under en fælles operation mellem den afghanske hær, politiet og NATO-styrker i Pashmole-området i Zahri distriktet i Kandahar provinsen, oplyste den lokale politichef Ghulam Rasoul Aka. De fleste blev dræbt, fordi NATO ydede luftstøtte til operationen, tilføjede han. Der har været en markant stigning i antallet af angreb fra talibanske oprørere i år. Voldshandlingerne har krævet flere end 3000 mennesker livet, hovedsagelig oprørere i den sydlige del af Afghanistan.




























