En 200 kvadratmeter stor ejerlejlighed i Moskva koster mindst cirka fem millioner kroner, i de fineste distrikter nemt det dobbelte.
Det er astronomiske beløb for almindelige mennesker. Men småting for korrupte embedsmænd. De indkasserer så store bestikkelser, at det kun tager dem et års tid at rejse de nødvendige millioner. Det samlede omfang af korruption i Rusland er så enormt, at det koster samfundet cirka 1.400 milliarder kroner om året. Det er næsten lige så meget som statsbudgettet, siger Ruslands vicerigsadvokat, Aleksandr Buksman. Tænketanken INDEM hævder sågar, at det overstiger statsbudgettet, som i år er på godt 1.700 milliarder kroner. Lige så korrupt som Swaziland og Rwanda Buksmans kritik kommer få dage efter, at organisationen Transparency International har placeret Rusland som nr. 127 på listen over korruptionsniveauet i verden. Det er på niveau som de afrikanske lande Swaziland og Rwanda. »Det er ganske vist en lille bedring siden sidste år, men i virkeligheden har intet ændret sig. Der mangler både politisk vilje og en effektiv strategi. Straffen for korruption er ofte latterlig lav, siger lederen af Transparencys russiske afdeling, Jelena Panfilova, til Politiken.dk. 28.000 sager på bare otte måneder »Antallet af korruptionsager blandt højtstående embedsmænd i ministerier og regionale administrationer er stigende. I løbet af årets første otte måneder har vi afsløret 28.000 forbrydelser af korruptionskarakter. I 8.000 tilfælde er der tale om bestikkelse«, siger Aleksandr Buksman til Rossijskaja Gaseta. Præsident Vladimir Putin er ikke tilfreds med Ruslands kamp mod korruption, hvis niveau han kalder »utilladeligt højt«. Han er ret pessimistisk med henblik på fremtiden. »Korruption eksisterer i alle lande og er praktisk taget ikke til at besejre«, sagde han for en måned siden. Hver tredje russer løser problemer ved hjælp af bestikkelse Almindelige russere bidrager aktivt til korruption. Ifølge INDEM løser mindst 30 procent borgere deres problemer ved hjælp af bestikkelse. Det brugte de sidste år 18 milliarder kroner på.




























