Mens den tyskfødte pave Benedikt XVI i disse dage rækker en forsonlig hånd ud mod muslimer under sit historiske besøg i Tyrkiet, er hans landsmænd de senere år blevet langt mere skeptiske over for islam. Det er primært frygten for at blive ramt af islamistiske terrorangreb, som har skadet islams omdømme blandt tyskerne. De 3,5 millioner muslimer i forbundsrepublikken føler da også, at de i højere grad end tidligere bliver nødt til at forsvare deres tro på grund af begivenheder i udlandet, hvilket de opfatter som en stor belastning i deres daglige samliv med tyskerne. Det viser en ny undersøgelse fra Centret for Tyrkietstudier i Essen, som har analyseret tyske mediers dækning af islam og referater fra forbundsdagsdebatten fra 2000 til 2004. »Det, der hidtil kun er blevet gisnet om, kan vi nu dokumentere«, sagde centerdirektør Faruk Sen, da han onsdag præsenterede undersøgelsen. Debatten intensiveret efter terrorangreb 11. september Siden terrorangrebet på USA 11. september 2001 har politikerne i debatterne i Forbundsdagen således ofte kritiseret islam, når de drøftede terrorspørgsmål. Selv om politikerne ikke generelt har stemplet muslimer som terrorister, så er deres opfordringer til religiøs tolerance blevet færre. Firedobbelt dækning i medierne Samtidig er de tyske mediers dækning om islam blevet firedoblet i de senere år, hvor fokus især har været på terrorfaren og integrationsproblemer. »Vi forventer, at islam i Tyskland ikke udelukkende bliver opfattet som et sikkerhedsproblem«, sagde Sen, der appellerede til mere tolerance over for muslimer. Bayernes ministerpræsident langer ud efter muslimske indvandrere Den borgerligt-socialdemokratiske forbundsregering har høstet ros for at have indledt en dialog med muslimerne i form af både et islam- og et integrationstopmøde.
Men så sent som tirsdag langede Bayerns borgerlige ministerpræsident, Edmund Stoiber, på regeringspartiet CDU’s landsmøde hårdt ud efter muslimske indvandrere, da han understregede, at der aldrig bør være flere moskeer end kirker i Tyskland.




























