Der er for få britiske soldater i Irak og Afghanistan. Og dem der er, har ikke det udstyr, de har brug for, konkluderer en rapport fra det britiske Underhus’ Forsvarskomité onsdag. Rapporten advarer om, at manglen på både mandskab og udstyr øger risikoen for, at soldaternes operationer i de to lande går galt, skriver avisen The Guardian. »Operationerne i Irak og Afghanistan er inde i en afgørende fase, og succesen for begge operationer er ikke sikret«, hedder det i rapporten. »De britiske tropper opererer under vanskelige forhold, de er underbemandet og uden alt det udstyr, de har brug for«, skriver forsvarskomitéen, der også sætter spørgsmålstegn ved den britiske regerings forsikringer om, at soldaterne opfylder deres mål. Det er ikke nok, at forsvarsministeriet lover os, at det når deres mål i Irak og Afghanistan uden at demonstrere, hvordan man er nået frem til den konklusion, konstaterer rapporten, der offentliggøres i dag.
Britiske tropper underbemandet i Irak
Lyt til artiklen