Soldater fra EU’s styrke (EUFOR) og NATO gennemsøgte i dag et hus, der tilhører en formodet tilhænger af den krigsforbrydersigtede bosniskserbiske leder Radovan Karadzic. NATO-talsmand i Sarajevo Derek Chappel sagde, at soldaterne gennemsøgte serberen Radomir Kojics hus i den bosniskserbiske højborg Pale.
Kojic beskyldes for at have hjulpet Radovan Karadzic og andre krigsforbrydersigtede serbere med at skjule sig. Håber på nye spor Chappel sagde, at operationen i Pale gerne skulle munde ud i, at NATO får informationer, der kan lede på sporet af Karadzic. Kojic menes at være med i et netværk, der støtter Karadzic. Karadzic har været på fri fod i over 11 år, siden Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien sigtede ham for krigsforbrydelser og folkedrab begået under krigen i Bosnien fra 1992 til 1995.




























