Irakiske soldater har anholdt lederen af en al-Qaeda relateret gruppe i Irak, siger en højtstående embedsmand. Lederen, Abu Omar al-Baghdadi, blev angiveligt pågrebet i Bagdad-forstaden Abu Ghraib. »Han blev sammen med flere af sine folk anholdt her til eftermiddag af irakiske styrker, der havde fået efterretninger«, siger embedsmanden.
Ministerium kan ikke bekræfte
Baghdadi menes at være kaldenavn for lederen af paraplyorganisationen Iraks Islamiske Stat, en sunnigruppe, der kæmper mod Iraks regering og de amerikanske styrker i landet. Irakisk tv rapporterer også, at Baghdadi var anholdt, mens en talsmand for indenrigsministeriet umiddelbart ikke har villet bekræfte det. De amerikanske styrker har ikke umiddelbart oplysninger om anholdelsen, skriver det franske nyhedsbureau AFP.




























