Kan man kurere en fremskreden Parkinsons syge i løbet af en nat? De fleste neurologer vil ryste på hovedet ad spørgsmålet og istemme et rungende ’nej’ – ikke mindst hvis man oven i købet føjer til, at helbrederen løste opgaven fra graven, mere end to måneder efter at han var faret til himmels. Ikke desto mindre er det den franske nonne søster Marie-Simon Pierres historie. Hun hævder, at den hedengangne pave Johannes Paul II har helbredt hende fra graven. Eksperter bekræfter mirakel Hendes historie er i det forgangne år blevet gransket af tre neurologer, en psykiater og eksperter fra det lokale bispedømme, og indtil videre har ingen kunnet hoste op med en bedre forklaring end et mirakel, så nu er sagen på vej til Vatikanet. Den 46-årige søster Marie-Simon fik som 40-årig konstateret Parkinsons syge, en progredierende neurologisk lidelse, der svækker bevægelsesevnen og gør krop og led stive. Pave Johannes Paul II døjede med samme sygdom, og til trods for sin glødende tro og hengivenhed for den katolske kirkes overhoved kunne søster Marie-Simon ikke bære at se den lidende pave i tv, fordi det mindede hende om, hvordan hun selv ville ende. Bad en bøn To måneder efter pavens død i april 2005 var hun så svækket af sygdommen, at hun ikke længere kunne håndtere sit job som oversygeplejerske på et hospital i Aix-en-Provence i Sydfrankrig. Hendes overordnede foreslog, at hun bad en bøn og skrev pavens navn på et stykke papir. Men håndskriften var fuldkommen ulæselig, og søster Marie-Simon gik fortvivlet i seng. Midt om natten hørte hun imidlertid en stemme i sit indre (Johannes Paul II?), der befalede hende at »tage en kuglepen og skrive!«. Hun fattede pennen, og med ét blev hendes håndskrift tydeligt læsbar. Hun krøb undrende ind under dynen, men vågnede kl. 4.30 med et spjæt og følte sig »som et genfødt menneske«. Piller forblev uspiste Hendes neurolog var lamslået og troede først, at hun havde tredoblet medicineringen. Tværtimod: hun havde helt ladet pillerne ligge. I søster Marie-Simons eget sind er der i dag ikke skyggen af tvivl: »Johannes Paul II har helbredt mig«, fastslår den storsmilende none, der igen arbejder som sygeplejerske. Før man kan dyrkes som helgen, skal man imidlertid saligkåres (beatificeres), men de katolske organer har besluttet at fremskynde processen. Herefter kræves blot ét yderligere dokumenteret mirakel, før Johannes Paul II kan slutte sig til sine 86 andre kanoniserede forgængere. Ingen forklaring = mirakel Men hvordan dokumenterer man i grunden et mirakel? Svaret er enkelt: Hvis ingen af Vatikanets videnskabelige eksperter kan komme med en sandsynlig medicinsk forklaring på en pludselig helbredelse, kategoriseres den som mirakel. Som ærkebispen af Aix-en-Provence og Arles, Claude Feidt, understreger i Libération: »Et mirakel handler om tro«. Og den har franskmændene i hvert fald selv. For selv om helt op mod halvdelen af de franske katolikker ikke tror på Gud, tror over en tredjedel af alle franskmænd på mirakler. Over en tredjedel af alle franskmænd tror på mirakler
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























