Den regeringsstøttede Janjaweed milits har dræbt 43 medlemmer af den arabiske Torjam stamme.
Det skete ved et angreb vest for provinshovedstaden Nyala, oplyser Ibrahim Ahmed Ibrahim fra Sudans Befrielses Bevægelse, SLM. En anden kilde, Abdel Rahman Hasaballah fra Torjam stammen i Nyala, bekræftede over telefonen, at et angreb havde fundet sted, men han angav, at 53 mennesker var blevet dræbt. Ude på at stjæle kvæg Angriberne havde angiveligt været ude på at stjæle kvæg, da de uventet mødte modstand. Ibrahim udtrykte overraskelse over, at den arabiske Janjaweed milits havde angrebet en anden arabisk stamme, da militsen normalt går efter afrikanske stammer i regionen. En halv snes mennesker blev indlagt på et hospital efter angrebet. Over 200.000 mennesker er blevet dræbt og 2,5 million er blevet fordrevet fra deres hjem under konflikten i Darfur i henhold til oplysninger fra FN. Nogle iagttagere mener, at antallet af dræbte er langt højere. Janjaweed militsen beskyldes for at stå bag mange massakrer. Militsen handler på opfordring fra regeringen i Khartoum, som brutalt har nedkæmpet oprørere, der ønsker en større andel i landets ressourcer. Janjaweeds leder, Ali Kosheib, er blevet anklaget for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser - blandt andet drab, tortur og massevoldtægt.




























