Resultatet af det forestående franske præsidentvalg er stadig fuldstændig umuligt at forudsige viser to nye meningsmålinger, som blev offentliggjort fredag.
Der er endnu 16 dage tilbage til afstemningen og løbet mellem kandidaterne er meget åbent. Den konservative Nicolas Sarkozy ligger fortsat i spidsen, men det står ikke klart, hvem der bliver hans modkandidat i anden valgrunde. Kun to går videre Der er 12 kandidater ved valgets første runde 22. april, og de to højestplacerede går videre til anden valgrunde 6. maj. Ifølge en måling som dagbladet Le Parisien har foretaget blandt 881 personer står Sarkozy fortsat til 26 procent, mens socialisten Ségolène Royal er dykket ned til 23,5 procent. Valgets outsider Francois Bayrou, kommer ind på en tredjeplads med 21 procent af vælgerne bag sig - en fremgang på 1,5 procentpoint. Bayrou har fået en del stemmer på at sige, at han vil danne en samlingsregering, der kan slå bro over den traditionelle afgrund mellem Frankrigs højre- og venstrefløj. Le Pen er den sorte hest Målingen viser også, at den yderliggående højrefløjskandidat Jean-Marie Le Pen fortsat kan gøre sig gældende. Han står til 16 procent, og det er hans bedste meningsmåling i adskillige måneder.




























